KREATIVITET
Nyder du at fordybe dig i kreative sysler? Vi byder på kurser i alt lige fra blomsterbinding og filtning til maling, portrættegning og smykkeværksted. Nedenfor har vi samlet alle vores aktuelle kurser til dig, der gerne vil være kreativ. Klik på bjælken på det fag, du gerne vil læse mere om – så folder vi det ud for dig.
Akrylmaling
Vil du gerne lære at male, eller vil du gerne have tid til rigtig at fordybe dig i din passion? Alle kan være med, når vi beskæftiger os med de grundlæggende teknikker inden for akrylmaling, lige fra farvelære og komposition til opstillinger. Kurset henvender sig nemlig til både uøvede og øvede og giver dig en introduktion til akrylmaleri – og til maleri som sådan. Vi arbejder både med naturalistisk og ekspressivt maleri. Undervejs lærer du forskellige maleteknikker og kommer til at lege med farver, som du aldrig har gjort det før.
Lærer: Kåre Lind.
Datoer og priser
Hold 4
13 dage fra 3. marts til 16. marts 2024
Enkeltværelse: 8.200 kr.
Dobbeltværelse: 14.800 kr.
Dagskursist: 6.200 kr.
Akvarelmaling
På dette kursus får du indføring i de vigtigste akvarelteknikker og rig mulighed for at eksperimentere. Vi maler vådt på tørt, vådt i vådt og bruger penslen på forskellige måder. I løbet af kurset kommer du til at arbejde med bland-teknik med fedtpastel, og du får mulighed for at male akvarel-croquis efter en levende model. Vær opmærksom på, at akvarelmaling hold 27 i 2024 er for alle, der vil male akvareller – begyndere såvel som rutinerede – mens hold 28 i 2023 primært er for begyndere. Kurserne er på henholdsvis 6 dage og 13 dage.
Lærer: Kåre Lind.
Datoer og priser
Hold 27
13 dage fra 27. oktober til 9. november 2024
Enkeltværelse: 8.200 kr.
Dobbeltværelse: 14.800 kr.
Dagskursist: 6.200 kr.
Blomsterbinding
Et kursus for dig, der elsker at arrangere, dekorere og pynte op. De bedste materialer til formålet finder du endda i skolens egen park og på Marielyst strand, hvor der er en righoldighed af blomster, grene og andet grønt. På kurset går vi jævnligt ud og sanker, og hjemme på værkstedet binder vi kranse, laver borddekorationer, pynter genbrugsglas med blomster og æsker med muslingeskaller. Du lærer teknikker til at binde de flotteste, vilde buketter og lave buketter i forskellige højder, og du får konkret viden om, hvad farvesammensætning og struktur gør for de forskellige elementer. Bemærk at kurset afholdes af flere omgange på henholdsvis 5 dage og 6 dage.
Lærer: Dorte Storm.
Datoer og priser
Vælg imellem følgende hold:
Hold 9
5 dage fra 13. maj til 18. maj 2024
Enkeltværelse: 5.200 kr.
Dobbeltværelse: 9.700 kr.
Dagskursist: 3.650 kr.
Hold 22
6 dage fra 15. september til 21. september 2024
Enkeltværelse: 5.700 kr.
Dobbeltværelse: 10.600 kr.
Dagskursist: 4.100 kr.
Filtning
Er du til håndarbejde, men har du endnu ikke prøvet filtning? Eller kan du bare ikke få nok af det? Så er dette kursus helt sikkert noget for dig. Filtning er bearbejdning af kartet uld, og på kurset lærer du at arbejde med to teknikker: Nålefiltning og vådfiltning. Med begge teknikker kan du fx fremstille dukker – ulden er superb til at give nisser, trolde og alfer et meget naturligt udtryk. I princippet er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan lave af sjove figurer og genstande med filtning. Ved at vådfilte med sæbevand kan du fx lave hjemmesko så bløde, som du aldrig har oplevet dem før.
Lærer: Ann-Louise Lorentzen.
Datoer og priser
Hold 24
13 dage fra 29. september til 12. oktober 2024
Enkeltværelse: 8.200 kr.
Dobbeltværelse: 14.800 kr.
Dagskursist: 6.200 kr.
Fra foto til maleri
Kunstnere har til alle tider ladet sig inspirere af andres billeder, og det er også det, vi gør på dette kursus. Her lærer du at male efter et medbragt foto (som print eller på computer) og give det sit eget udtryk som maleri, hvad enten du maler med akryl eller akvarel. Vil du bearbejde fotoet først på computer, får du også hjælp til det. Er du ny i malerkunstens verden, lærer du grundlæggende maleteknikker. Er du derimod inde i basisteknikkerne, får du tips og ideer til at få malerierne til at stråle. Medbring gerne egne farver og lærreder. Ellers har vi.
Lærer: Jan Borre.
Datoer og priser
Hold 7
6 dage fra 21. april til 27. april 2024
Enkeltværelse: 5.700 kr.
Dobbeltværelse: 10.600 kr.
Dagskursist: 4.100 kr.
Kunstskole a la Bauhaus
Bauhaus var en berømt kunstskole i Tyskland fra 1919-1933. På dette male- og kunsthåndværkskursus tager vi udgangspunkt i skolens grundtanke og laver de samme øvelser, som de gjorde på Bauhaus-skolen. Karakteristisk for skolen var, at man lavede øvelser møntet både på kunst- og kunsthåndværk. Det skal vi også. Vi øver os i at forstå farve og form ”der Bauhaus weg” og omsætte det til malerier (med akryl, kul, blyant og tusch), skulptur og forskellige former for kunsthåndværk. Et udfordrende og anderledes værkstedskursus.
Lærere: Mikkel Thomas Christensen og Kåre Lind.
Datoer og priser
Hold 11
13 dage fra 26. maj til 8. juni 2024
Enkeltværelse: 8.200 kr.
Dobbeltværelse: 14.800 kr.
Dagskursist: 6.200 kr.
Papirværksted
Papir kan meget mere, end de fleste tror. Kom og fordyb dig i at arbejde med papir som kreativt materiale. Vi skal lave papir, vi skal klippe i papir, og vi skal forme papir. Det bliver til crepepapirblomster, stilistiske klippede billeder og hjemmelavet papir med struktur og fyld. Du møder tre undervisere i forløbet: Kåre Lind, der er ferm og fantasifuld med saksen, Anne Green, der laver skønne og smukke blomster i crepepapir, og Jannie Lehmann, der laver pulp og æsker. Medbring gerne limpistol, hvis du har en og en lille skarp saks. Har du papir i skufferne hjemme, så medbring også gerne det – ellers vi har en del på lager i højskolens kreative værksted.
Kursusleder: Jannie Lehmann.
Datoer og priser
Hold 6
13 dage fra 7. april til 20. april 2024
Enkeltværelse: 8.200 kr.
Dobbeltværelse: 14.800 kr.
Dagskursist: 6.200 kr.
Portrættegning
Vores portrættegningskursus er et klassisk tegnekursus, hvor du kommer i dybden med at tegne ansigter. Om du er begynder eller øvet, spiller ingen rolle – fokus på kurset er at få tegnet meget uanset niveau. Du lærer de grundlæggende tegneteknikker og både at tegne hurtigt og langsomt. Vi gennemgår ansigtets anatomi og proportioner og arbejder med, hvordan man kan skitsere et ansigt og systematisk bygge det op med hjælpelinjer. Du vil også lære, hvordan man skraverer med en blyant og tegner med kul. Endelig leger vi med, hvordan lys og skygger falder på ansigtet og at forstå, hvordan lys og skygge understøtter et godt portræt. Bemærk at kurset afholdes af flere omgange på henholdsvis 5 dage og 6 dage.
Lærer: Mikkel Thomas Christensen.
Datoer og priser
Vælg imellem følgende hold:
Hold 5
6 dage fra 17. marts til 23. marts 2024
Enkeltværelse: 5.700 kr.
Dobbeltværelse: 10.600 kr.
Dagskursist: 4.100 kr.
Hold 23
5 dage fra 23. september til 28. september 2024
Enkeltværelse: 5.200 kr.
Dobbeltværelse: 9.700 kr.
Dagskursist: 3.650 kr.
Smykkeværksted
Vi har to værkstedskurser med produktion af smykker på programmet i 2024. På begge kurser får du en introduktion til at udvikle dit eget formsprog, inden vi kaster os ud i smykkefremstilling i et væld af forskellige materialer. Du lærer håndværksteknikker som at lodde og nitte materialerne sammen og bearbejde metaller med klassiske sølv- og guldsmedeteknikker. Vi bruger primært materialer som gammelt jern, kobber, messing og dekorativt skrot. Det gør vi ikke kun for at producere smykker bæredygtigt, men også fordi der ofte opstår en spontan kreativitet i arbejdet, når man bruger genbrugsmetaller og skrotdimser. Vi har dog også sølv på hylderne, så genbrug er ikke et krav.
Tre dages workshop i glas-fusing på hold 21
På hold 21 får vi tillige besøg af en gæstelærer i tre dage, som vil starte kurset med en workshop i glas-fusing. På hold 21 kan du derfor arbejde med både metaller og glas, mens du på hold 8 alene arbejder med metaller.
Lærer: Mikkel Thomas Christensen.
Datoer og priser
Vælg imellem følgende hold:
Hold 8
13 dage fra 28. april til 11. maj 2024
Enkeltværelse: 8.200 kr.
Dobbeltværelse: 14.800 kr.
Dagskursist: 6.200 kr.
Hold 21
13 dage fra 1. september til 14. september 2024
Enkeltværelse: 8.200 kr.
Dobbeltværelse: 14.800 kr.
Dagskursist: 6.200 kr.
Oversigt over alle vores kurser
Vil du gerne på højskole, men er du i tvivl om, hvad du skal vælge? Vi har samlet alle vores kommende hold på én side, så du hurtigt kan danne dig et overblik over, hvilke fag vi tilbyder.
Musik & sang
Bevægelse - for krop & sind
Friluftsliv & naturoplevelser
Rundt på Sydhavsøerne
Filosofi & videnskab
Historie
Digitalt
Kultur
Kurser til årstiden
Kontakt
Højskolen Marielyst
Bøtøvej 2, 4873 Væggerløse
Mail: kontor@hsmarielyst.dk
Telefon: 54 13 63 61
Telefontid kl. 9.30-12.30
Mandag, tirsdag, torsdag og fredag