POLITIK, SAMFUND OG HISTORIE

Nedenfor har vi samlet vores aktuelle kursusforløb til dig, der gerne vil dykke ned i forskellige aspekter af samfundet, politik eller historie – måske med en rejse til spændende brændpunkter. Klik på bjælken på det forløb, du gerne vil læse mere om – så folder vi det ud for dig.
Rejs med højskolen: Oplev Grænselandet Nordtyskland og Dybbøl
Det danske mindretal i Slesvig består i dag af ca. 50.000 mennesker, som taler både dansk og tysk. Det tyske mindretal på den danske side udgør ca. 15.000 mennesker. De to mindretal er i dag et bevis på, at en grænsedragning kan ske i fredelig sameksistens. Nordtyskland og Dybbøl er fyldt med historie og fædrelandskærlighed, og på dette rejsekursus skal vi besøge mange af de historiske steder, vi skal tale med lokalbefolkningen og opleve kulturen helt tæt på.
Kurset starter med fem dage på Marielyst, hvor vi klæder dig på til alt det spændende, du skal opleve, og herefter tager vi på fem dages rejse med bus. Vi sejler over fra Gedser og kører til vores base Flensborg, som udflugterne udgår fra. Her skal vi bo på det firestjernede Hotel Des Nordens.
Rejseledere og lærere: Casper Dalboe og Klaus Bjerre.
Rejsekurset kører samtidig med forløbene Klassiske tyske værker og Kunstskole a la Bauhaus.
Datoer og priser
Hold 3A
10 dage (5 dages højskole og 5 dages rejse) fra 2. marts til 12. marts 2025
Enkeltværelse: 14.800 kr.
Dobbeltværelse: 26.150 kr. (for to personer)
Dagskursist: 13.250 kr.
Kirker, klostre og kalkmalerier
Bliv klogere på landets ældste bevarede stenbygninger: kirkerne og klostrene, og de træskærerarbejder og kalkmalerier, som vi især ser i de gamle middelalderkirker. Landsbykirkerne står som stemningsfulde vidnesbyrd om mange århundreders kirketradition. På højskolen folder vi historien ud og tager på udflugt og besøger syv kirker og et kloster på Sydhavsøerne. Lærer: Thomas Bjerre.
Kursusforløbet kører samtidig med forløbene Kor og Hatha-yoga.
Datoer og priser
Hold 6
6 dage fra 30. marts til 5. april 2025
Enkeltværelse: 5.700 kr.
Dobbeltværelse: 10.600 kr.
Dagskursist: 4.100 kr.
Historie Europa rundt
På historieforløbet runder vi hver dag et nyt europæisk lands historie. Undervejs skal vi forstå ugens forskellige nationer bedre ved at kigge nærmere på deres fortid. Der er tale om fem af Europas mest fascinerende og vigtigste områder/lande (Norden, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Østrig), og vi ser på, hvordan fortidens store begivenheder har formet de nationale identiteter, vi ser i dag. Hvad skaber en nations karakter? Hvordan spiller fortidens konflikter, sejre og tragedier ind på det moderne lands folkesjæl og politiske landskab? Det bliver en tour de force fra 476, hvor det vestlige Rom faldt, og frem til Jerntæppets fald og nutidens demokratiske samfund, hvor skygger igen truer i horisonten. Lærer: Casper Dalboe
Kursusforløbet er en del af temaet Europa rundt kører samtidig med forløbene Seniordans og Litteratur.
Datoer og priser
Hold 8
5 dage fra 21. til 26. april 2025
Enkeltværelse: 5.200 kr.
Dobbeltværelse: 9.700 kr.
Dagskursist: 3.650 kr.
Grundtvig
I Danmark har vi ikke haft en revolution – men vi har haft Grundtvig. Grundtvigs drøm om oplysning og folkelighed har lagt en del af fundamentet for den danske folkesjæl, som vi kender den i dag. Hvordan blev hans tanker om frihed, fællesskab og livsoplysning til bærende søjler i det danske demokrati og i den danske skoletradition? Grundtvig skrev helt ufatteligt mange tekster og tilmed over et langt liv – hvorfor han også har skrevet meget til glemmebogen, samt decideret modsatrettede pointer. Vi kigger ham efter i sømmene, og ser hvad der holder i dagens Danmark, og hvorfor nogle af hans pointer historisk har gået deres sejrsgang, mens andre er blevet glemt eller forkastet. Dette kursusforløb tager dig med ind i hjertet af Grundtvigs tankeverden, og vi fordyber os i de revolutionerende ideer, der stadig præger dansk politik, samfundsliv, kirke og skolevæsen. Vi skal også besøge hans mindestue i Udby – og selvfølgelig synge en masse af hans sange. Lærer: Casper Dalboe.
Kursusforløbet kører samtidig med forløbene Cykling – for de hurtige og knap så hurtige og Filtning.
Datoer og priser
Hold 12
13 dage fra 25. maj til 7. juni 2025
Enkeltværelse: 8.200 kr.
Dobbeltværelse: 14.800 kr.
Dagskursist: 6.200 kr.
Slægtsforskning
På dette kursus får du redskaberne til at blive detektiv i dit eget liv – hvad enten du ønsker at kortlægge dine forfædre eller leder efter nulevende slægtninge. Du lærer, hvordan du bruger søgemaskiner og andre kilder, kommer videre fra en oplysning til den næste, og hvordan du organiserer de fundne informationer. Undervejs får du konkret hjælp til din personlige søgning. Den ene dag tager vi på udflugt, så vi kommer lidt væk fra computerskærmene. Bemærk, at slægtsforskning er meget komplekst, så hjernen skal arbejde meget. Lærer: Torben Albret Kristensen.
Kursusforløbet kører samtidig med forløbene Efterårets fugletræk, Smykkeværksted med glas og genbrug og Få gang i skriveriet.
Datoer og priser
Hold 23
13 dage fra 14. til 27. september 2025
Enkeltværelse: 8.200 kr.
Dobbeltværelse: 14.800 kr.
Dagskursist: 6.200 kr.
Thomas & Monopolet
På dette kursusforløb udfordrer vi hinanden med dilemmaer fra hverdagen. Det kan være alt fra madspild og flyskam til problemer med børnebørn eller bridgepartnere. Vores samtaleprofessor Thomas Bjerre hjælper med at stille de rigtige spørgsmål og sætte rammerne for dialogen, og dine medkursister er ivrige medspillere. Lærer: Thomas Bjerre.
Kursusforløbet er en del af temaet Kommunikation og relationer kører samtidig med forløbene Kommunikation og konflikter og Kommunikation gennem skærmen.
Datoer og priser
Hold 24
6 dage fra 28. september til 4. oktober 2025
Enkeltværelse: 5.700 kr.
Dobbeltværelse: 10.600 kr.
Dagskursist: 4.100 kr.
Dansk politik lige nu
Vi gør status over dansk politik 2025 i anledning af kommunalvalget den 18. november. Hvem mon klarer sig godt, mindre godt og helt forfærdeligt, og hvordan tegner fremtiden sig politisk under og efter SVM-regeringen? Vi tager det lange lys på og gør status på demokratiets tilstand – herunder de sociale medier og tonen i debatten, det faldende antal partimedlemmer på tværs af partier, karrierepolitikere og vores kollektive valg (og fravalg) af debatemner. Vi skal selvfølgelig også diskutere kommunalvalg; forskelle mellem kommunerne, samarbejde mellem partier, konstitueringer og komme med bud på resultater for vores forskellige hjemkommuner. Vi får undervejs besøg af både lokal- og landspolitikere, og har god tid og mulighed for at diskutere politik med dem og hinanden. Og så kommer kommentator Hans Engell og tager temperaturen på dansk politik lige nu. Lærer: Casper Dalboe
Kursusforløbet kører samtidig med forløbene Det digitale Danmark – herunder digital sikkerhed og Hatha-yoga.
Datoer og priser
Hold 28
6 dage fra 2. til 8. november 2025
Enkeltværelse: 5.700 kr.
Dobbeltværelse: 10.600 kr.
Dagskursist: 4.100 kr.
Det digitale Danmark - herunder digital sikkerhed
Kæmper du med MitID, Netbank og alle de andre digitale løsninger, der efterhånden er en del af hverdagen i Danmark? Og er du bekymret for svindel og humbug, når du bliver ringet op, eller når du skal købe noget i en netbutik? Ja, så er kurset her noget for dig. Vi gennemgår alle de mange forskellige muligheder og faldgruber, vi øver os i at blive digitale, og undervejs får vi besøg af specialister fra både politi og Borgerservice. Indimellem bliver der også tid til at se på de mange andre ting, man kan med sin telefon eller tablet – sociale medier, fotografering, lydbøger, musik og meget andet. Vi regner med, at du selv har en smartphone, computer eller tablet med. Lærer: Thomas Bjerre.
Kursusforløbet kører samtidig med forløbet Dansk politik lige nu og Hatha-yoga.
Datoer og priser
Hold 28
6 dage fra 2. til 8. november 2025
Enkeltværelse: 5.700 kr.
Dobbeltværelse: 10.600 kr.
Dagskursist: 4.100 kr.
Oversigt over alle vores kurser
Vil du gerne på højskole, men er du i tvivl om, hvad du skal vælge? Vi har samlet alle vores kommende hold på én side, så du hurtigt kan danne dig et overblik over, hvilke fag vi tilbyder.