Hold 2025-08: Europa rundt 5 dage 21.4.-26.4.

3.650,00 kr.9.700,00 kr.

Hold 2025-08: 5 dages kursus med 4 forskellige kursusforløb.

Herunder vælger du kursusforløb og værelse, og du har mulighed for at tilkøbe vores bustransport til/fra højskolen med stop Sjælør, Høje Taastrup og Køge Nord (400,- retur).

Se bustider HER.

0,00 kr.



Beskrivelse

Europa rundt

På dette kursus kommer du rundt i hele Europa – uden alt rejsebesværet. Vi tager en dag i Norden, suser videre til Tyskland, hopper over til Storbritannien, tilbage til Frankrig og slutter af i Østrig. Vi skal danse, spise, læse, synge og tale os gennem de fem lande. Hvad er det, der samler os, og hvor er vi forskellige? Og hvordan ser vores fælles europæiske fremtid ud? Undervejs får vi blandt andet besøg af Lykke Friis, der er direktør for Tænketanken Europa. Kursusleder: Casper Dalboe

Du skal vælge mellem fire kursusforløb:

Seniordans
Vi danser Europa rundt: et nyt land eller område hver dag. Vi skal til Norden, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Østrig. Lægevidenskaben fortæller, at 150 minutters dans om ugen reducerer depression, angst og stress. Vi er helt enige, det giver livsglæde at danse. Hvis du mangler en partner at danse med, er det slet ikke noget problem i seniordans, hvor man danser rød og blå i stedet for mand og kvinde. Undervisere: Birte Jakobsen og Astrid Johansen.

Historie
På historieforløbet runder vi hver dag et nyt europæisk lands historie. Undervejs skal vi forstå ugens forskellige nationer bedre ved at kigge nærmere på deres fortid. Der er tale om fem af Europas mest fascinerende og vigtigste områder/lande (Norden, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Østrig), og vi ser på, hvordan fortidens store begivenheder har formet de nationale identiteter, vi ser i dag. Hvad skaber en nations karakter? Hvordan spiller fortidens konflikter, sejre og tragedier ind på det moderne lands folkesjæl og politiske landskab? Det bliver en tour de force fra 476, hvor det vestlige Rom faldt, og frem til Jerntæppets fald og nutidens demokratiske samfund, hvor skygger igen truer i horisonten. Lærer: Casper Dalboe

Klassisk musik
Du vil blive introduceret til karakteristiske klassiske værker fra hvert af de fem europæiske lande, bl.a. Grieg, Schumann, Debussy, Bruckner og Elgar. Vi hører værkerne i deres fulde længde med en grundig intro til komposition og komponist. Lærer: Simon Vikstrøm

Litteratur
På dette kursusforløb skal vi se på litteratur som en indgang til at forstå den kultur og det sprog, som litteraturen er født ind i. Hver europæisk kultur har sin egen litteratur, som man har følt var en del af kulturens identitet, og som også har været en del af skolepensum. I Norden har sagaerne og Holberg for eksempel haft stor betydning. I Storbritannien (og de britiske ekskolonier) er Shakespeare en vigtig forfatter. Litteratur er en af de bedste måder at nærme sig en kulturs indviklede sjæl. Efter en kortfattet introduktion til litteraturhistorie i Norden, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Østrig vil vi også diskutere et nyere litterært værk for hvert land – som du vil kunne finde i litteraturlisten på skolens hjemmeside under kurset. Du kan også få tilsendt et kompendium med uddrag af de nyere bøger. Lærer: Casper Dalboe

Det sker der også:

  • Alle hverdage kl. 7 er der morgenbad i Østersøen for de morgenfriske.
  • Gotvedgymnastik alle hverdage fra kl. 7.30 – 8.00, så medbring tøj, du kan bevæge dig i.
  • Efter eftermiddagskaffen er der typisk fælles foredrag, gåture eller andet på tværs af valgfagene – alt sammen med tilknytning til temaet Europa.
  • Tirsdag den 22. april er der foredrag ved Lykke Friis.
  • Onsdag den 23. april er der festmiddag om aftenen med en lækker treretters menu.

Detaljeret program følger.