Beskrivelse
Kommunikation og relationer
God kommunikation er afgørende for vores relationer. På kurset her forsøger vi at skabe de bedste muligheder for at tale sammen – og synge sammen – på en god måde.
I den her uge skal du vælge mellem fire forskellige fag. Et hvor vi ser på nogle af tidens vigtigste dilemmaer, et hvor vi undersøger hvordan konflikter opstår, og hvordan man kan undgå dem, et hvor du kan blive bedre til at bruge din telefon eller tablet og blive klogere på sociale medier. Og endelig et der handler om musikalsk kommunikation i gospelsang.
Derudover skal vi alle sammen synge fra højskolesangbogen, bevæge os, høre spændende foredrag og nyde hinandens selskab. Kursusleder: Thomas Bjerre
Du skal vælge mellem fire kursusforløb:
Thomas & Monopolet
På dette kursusforløb udfordrer vi hinanden med dilemmaer fra hverdagen. Det kan være alt fra madspild og flyskam til problemer med børnebørn eller bridgepartnere. Vores samtaleprofessor Thomas Bjerre hjælper med at stille de rigtige spørgsmål og sætte rammerne for dialogen, og dine medkursister er ivrige medspillere. Lærer: Thomas Bjerre
Kommunikation og konflikter
Konflikter er en helt almindelig del af livet – hverdagen er ofte fyldt med sammenstød fra de små sammenstød i køen i Føtex til de store, hvor vigtige relationer til venner og børn risikerer at gå i stykker. På kursusforløbet her ser vi nærmere på, hvordan vi kan skabe forandring hos og selv og andre ved at øve os i en kommunikation, der inviterer til forståelse og kærlighed, ikke til krig. Lærer: Malene Bjerre
Kommunikation gennem skærmen
Har du fået en smartphone eller tablet, men mangler hjælp til at komme i gang? På dette kursus lærer du de grundlæggende funktioner, så du hurtigt kan blive fortrolig med din enhed. Tablets og mobiltelefoner er næsten lige så kraftfulde som computere, men meget mere praktiske og nemme at bruge – når du først kender grundprincipperne. Vi gennemgår alt fra de basale funktioner til smarte tips, der kan gøre hverdagen både sjovere og lettere. Du lærer også om Facebook og Instagram og andre sociale medier. Vi fokuserer på at navigere i sociale medier på en måde, der fremmer positiv og konstruktiv interaktion. Medbring din egen telefon eller tablet. Oplys ved tilmelding, hvilket mærke din telefon eller tablet er. Lærer: Casper Dalboe og Jesper Bertelsen
Gospel og spirituals
Kom med til en uge fyldt med sang, rytme og livsglæde i et varmt univers af gospel og spirituals. En afroamerikansk musikalsk tradition, der har gået sin sejrsgang verden over. Vi skal synge spirituals og gospelsange i enkle arrangementer. Sangene er på engelsk, vi synger enkle 1- og 2-stemmige arrangementer, og nodekendskab er ikke nødvendigt. Det handler om nærvær og det stærke fællesskab, der opstår, når vi synger sammen. Musikalsk kommunikation, der handler om at lytte, give plads, tage plads og give sit besyv med. Kursusleder er skolens egen musiklærer, Peter Søvad, der med smittende energi og humør leder os gennem ugen.
Det sker der også
- Gotvedgymnastik alle hverdage fra kl. 7.30 – 8.00, så medbring tøj, du kan bevæge dig i.
- Efter eftermiddagskaffen er der typisk fælles foredrag, gåture eller andet på tværs af valgfagene.
- Mandag den 29. september er der foredrag med forskeren Andreas Nikolajsen, der har undersøgt konflikter mellem ældre og deres voksne børn.
- Onsdag den 1. oktober er der festmiddag med en lækker treretters menu.
- Tordag den 2. oktober skal vi på udflugt til bl.a. Fanefjord Kirke og se de berømte kalkmalerier