Sådan er en typisk dag på højskolen
Ved ankomst tjekker du ind i højskolens reception og får udleveret værelsesnøglekortet og det opdaterede kursusprogram.
Herefter er der enten eftermiddagskaffe eller frokost. Til måltiderne i spisestuen opfordrer vi til, at I cirkulerer lidt rundt ved bordene for at du møder så mange med-kursister som muligt. Er du dårligt gående er det selvfølgelig helt ok, at du sætter dig på den samme plads i spisestuen og nogle tager også afsted sammen for at være sammen så meget som muligt.
Den typiske dag, der er skitseret herunder, er grundstammen i et kursusforløb. Weekenderne og enkelte andre dage har ikke temaundervisning, men derimod tilbud om løse foredrag eller andre aktiviteter enten inde eller ude.
Morgenmotion kl. 7.30
Stort set alle hverdage kl. 7.30 – 8.00 tilbyder skolen motion for alle. Et gymnastikprogram, hvor vi arbejder kroppen igennem og får pulsen op og lidt sved på panden. Alle kan være med.
Medbring tøj til motion du kan bevæge dig i. Morgenmotionen foregår i vores store koncertsal og der er lidt at drikke både før og efter motionen.
Morgensamling i koncerthuset kl. 9.00 – 9.45
Alle samles i den smukke koncertsal til fælles morgensang, vigtige informationer samt dagens inspiration. Der er altid et par musikere på scenen og ofte kigger højskolens lokale musikalske venner forbi og deltager med deres instrument.
Obligatorisk undervisning kl. 10.00 – 15.00
Om formiddagen og over frokost er der undervisning i de obligatoriske valgfag, som er hovedtemaerne i det enkelte kursus. Man vælger sig ind på ET af fagene, som man så følger resten af kurset. Her har den enkelte lærer tilrettelagt et samlet forløb. Nogle kurser som ex. Sydhavsøernes Herregårde, Højskole Classic, Livskraft samt Sommerhøjskole og jul/nytår har vi dog ikke valgfag.
Foredrag og øvrige aktiviteter kl. 15.00 – 17.15
Om eftermiddagen – og efter eftermiddagskaffen – er vores kreative værksted åbent på enkelte hverdage, hvis vi har et værksstedsfag. Her kan du kaste dig over kreative sysler vejledt af vores gode frivillige kræfter.
Sideløbende er der tilbud om enten foredrag, yoga, fælles spil i parken eller vandreture i lokalområdet.
Aftenarrangement kl. 19.30 – ca. 21.00
Der er altid et aftenarrangement på skolen. Det kan være en koncert, et foredrag med en af vores lærere, et foredrag i samarbejde med Folkeuniversitet eller LOF og en gang imellem er der filmforevisning. Det kan også være fællessang i vores hyggelige spisestue.
Derudover har du mulighed for at mødes med dine medkursister i vores dagligstue eller gårdhave til aftenkaffen eller spille billard eller nogle af de andre spil vi råder over f.eks. også til brug i højskolens park. Vi har også et lille motionsrum med plads til 2 – 3 deltagere.
Til nogle aftenarrangementer åbner vi koncerthuset for lokalbefolkningen, der betaler entré og ankommer fra kl. 19.00.
Ca. 1 måned før kursusstart modtager du det helt detaljerede kursusprogram fra kl. 7.30 – 21.00 pr. mail eller brev.
Hvis du vil følge med i hverdagen på højskolen er det muligt, hvis du har en Facebook-konto. Søg på Højskolen Marielyst og vælg den offentlige gruppe. Her anmoder du om at blive medlem. Der kommer stort set dagligt billeder i gruppen taget af os, der arbejder på højskolen og jer, der er på kursus.
Klik HER – der er alle vores kurser.




Kontakt
Højskolen Marielyst
Bøtøvej 2, 4873 Væggerløse
Mail: kontor@hsmarielyst.dk
Telefon: 54 13 63 61
Telefonen er åben alle
hverdage 9:30 til 12:30.