Forplejningen er en vigtig del af højskoleopholdet

Det kulinariske indspark en stor del af højskoleopholdet for mange af vores kursister. For os er forplejningen derfor lige så vigtig som undervisningen. De sidste mange år er maden da også blevet rost til skyerne af vores kursister.

Køkkenet har desuden fået den gladeste Smiley gennem mange år (Fødevarestyrelsens kontrolrapporter).

Se kontrolrapporterne HER

Danske, klassiske retter og moderne mad

Vi spiser traditionelt dansk mad, vi spiser moderne mad og vi spiser mad fra Middelhavslandene. Langt det meste laver vi fra bunden, og vi bruger i videst muligt omfang gode økologiske råvarer, men prioriterer også at der ikke er langt fra jord til bord.

Bæredygtighed ligger køkkenpersonalet stærkt på sinde og hver tirsdag byder vi på vegetarmad.

Lækre måltider og festmiddag

Glæd dig til at stå op til friskbagte morgenboller, hjemmelavede marmelader og forskelige slags grød, en 2-retters menu til middag og en caféanretning til aften.

Er der mange fag, hvor kursisterne er af sted om dagen, får vi den varme mad om aftenen.

Den første onsdag på alle kurser serverer vi en overdådig 3-retters festmenu med lidt hjemmelavet sødt til kaffen.

Højskolen har egen køkkenhave

I foråret 2018 etablerede vi en stor køkkenhave med højbede og lidt på friland. Her dyrker vi krydderurter, spiselige blomster, rabarber og hindbær. Alt sammen råvarer, vi bruger i køkkenet.

Du er velkommen til at gå på opdagelse og smage på det hele!

Søndagsbrunch på 2 ugers kurser

Er du på et 2 ugers kursus er der stor brunch om søndagen, og tidlig eftermiddag serverer vi hjemmebagte boller og pålæg samt kaffe/te.

Vi tager hensyn til diæter

Har du allergier eller er du vegetar, er det vigtigt, at du oplyser os om dette i forbindelse med din tilmelding til et kursus. Så er køkkenet forberedt og der er købt ind til det.

Vi kan KUN tilgodese diæter som glutenfri, laktosefri, diabetes og vegetar. Du er velkommen til at medbringe lidt selv, som du placerer i kursist-køleskabet i spisestuen.

Du er velkommen i køkkenet

Køkkenet er bemandet fra tidlig morgen til aften og er en åben arbejdsplads, hvor du som kursist altid er velkommen til at kigge ind og se, hvordan dagens tilberedning skrider frem.

Hele køkkenpersonalet af kokke og ernæringsassistenter er dedikerede til at give dig gode madoplevelser, og de elsker at dele ud af deres viden om mad, ernæring og sundhed. Kig endelig ind og få gode råd og tips med hjem til din egen madlavning.

 

portionsanrettet forret med rimmet laks
Lone og Lukas anretter dessert
kursister ved langbord til festaften
kager på fad

Kontakt

Højskolen Marielyst

Bøtøvej 2, 4873 Væggerløse

Mail: kontor@hsmarielyst.dk

Telefon: 54 13 63 61

Telefontid kl. 9.30-12.30

Mandag, tirsdag, torsdag og fredag

 

CVR-nr.26139058

NYHEDSBREV

Få vores nyhedsbreve med gode tilbud og nyt om livet på højskolen.

Få tilsendt 2025- kataloget