Ofte stillede spørgsmål
Hvad tid åbner festivalpladsen? På siden her kan du få svar på ofte stillede spørgsmål som disse omkring Seniorfestivalen. Vi kommer løbende med input til siden efterhånden som tingene falder på plads og flere spørgsmål melder sig.
Hvad kan jeg opleve på Seniorfestivalen?
Seniorfestivalen byder på godt og vel 50 arrangementer over de to dage. Du kan se et udsnit af dem her
Hvad koster billetterne?
1-dags billetterne koster 450 kr. + gebyr mens 2-dages billetterne koster 740 kr. + gebyr. Du kan købe din billet her
Kan jeg købe billet ved indgangen?
Skulle der mod forventning være flere billetter tilbage, sælges de ved indgangen på dagen.
Hvad tid åbner festivalpladsen?
Festivalpladsen åbner kl. 9.00 begge dage og de første arrangementer starter kl. 10.00.
Kan jeg tage offentlig transport til Seniorfestivalen?
Ja, du kan tage buslinje 741 og 742 fra Nykøbing F. Station til Marielyst Torv Begge busruter stopper ved højskolen mange gange dagligt. Se bustiderne her
Må jeg have min hund med?
Nej, det er ikke tilladt at medbringe hunde på Seniorfestivalen, med mindre at der er tale om en servicehund (ved fysisk eller psykisk handicap). Husk at hunden skal bære sin orange vest, så der ikke er tvivl om, at der er tale om en servicehund.
Skal man være senior for at deltage?
Nej, det behøver man ikke. Festivalen er blot målrettet seniorer, men alle er velkommen.
Må der komme børn med til Seniorfestivalen?
Seniorfestivalen er primært for voksne mennesker og målrettet seniorer. Børn er dog velkommen ifølge med en voksen. Der er gratis adgang for børn under 12 år. Billetprisen for børn på 12 år eller ældre er samme pris som for voksne. Vær dog opmærksom på, at der kan være udsolgt i forsalg og der derfor ikke sælges billetter ved indgangen.
Er der siddepladser til alle til Seniorfestivalen?
Vil du være sikker på at få en siddeplads, er det en god idé at medbringe en festivalstol eller eventuelt et tæppe at sidde på, da der er sparsomt med siddepladser. Vær opmærksom på, at man ikke kan spærre pladser foran scenerne med stole eller tæpper, da alle skal have lige adgang til arrangementerne. Efterladte stole og tæpper vil blive fjernet.
Må jeg medbringe egen mad og egne drikkevarer?
Nej, det er ikke tilladt at medbringe egen mad og egne drikkevarer på festivalpladsen. Der vil være salg af mad og drikkevarer i boderne på pladsen.
Er der adgang til toiletter på festivalpladsen?
Ja, vi får opstillet toiletvogne i parken, så der er toiletter samt urinaler udenfor på festivalpladsen. Derudover er der tre toiletter til fri afbenyttelse i Koncerthuset.
Må man ryge til Seniorfestivalen?
Ja, du må gerne ryge udenfor på festivalpladsen. Vi opstiller spande med sand til skodderne.
Kan man komme ind og se højskolen?
Det er desværre ikke muligt at få en rundvisning på selve højskolen under festivalen. Der er kun adgang for de godt og vel 80 kursister, der har booket ophold på skolen, personalet samt de optrædende artister og højskolens frivillige hjælpere. Dog er der adgang til Koncerthuset, som udgør en af scenerne til festivalen.
Kan jeg hente mit armbånd inden festivalen starter?
Ligesom sidste år arbejder vi på, at de der har købt billet, kan få deres festivalarmbånd dagen før festivalen starter . Du slipper ikke helt udenom køen onsdag morgen, men det vil gå betydelig hurtigere at komme ind, når vi åbner, da du blot skal fremvise dit armbånd ved indgangen. Vi vil så vidt det er muligt oprette en fast track kø for dem, der allerede har fået armbånd. Armbåndene er i forskellige farver alt efter, hvilken dag man har købt til, om man har købt til begge dage eller er kursist.
Kan jeg gå ud fra festivalpladsen?
Ja, så snart du har fået dit armbånd på, kan du komme og gå fra festivalpladsen, som du synes.