Tag på et 1-uges højskolekursus og find ud af, om Sydhavsøerne er det perfekte sted for dig at udleve dit otium. Du får både fantastisk natur, masser af kultur og hyggelige byer – og uhyre fornuftige priser på boliger
Flere og flere seniorer har fået øjnene op for, at Sydhavsøerne er et skønt sted at leve sit otium. Med Sydhavsøerne menes Lolland, Falster, Møn, Fejø, Askø, Bogø og Nyord og her er både masser af fantastisk natur, fine kulturtilbud, hyggelige provinsbyer med gode spisesteder – og uhyre fornuftige priser på både helårshuse, sommerhuse og lejligheder. For ikke at tale om de mange, nye spændende senior-boliger, som er under opførelse på Sydhavsøerne. Lidt flot sagt er Sydhavsøerne ved at blive Danmarks svar på Florida, hvor amerikanske seniorer i stort tal flytter til, når de trækker sig tilbage fra arbejdslivet. Vejret er endda også bedre end det gennemsnitlige vejr i Danmark: Vi har flere solskinsdage og færre regndage end gennemsnittet.
På dette kursus bliver du præsenteret for Sydhavsøernes mangfoldighed af natur, kultur og historie. Vi skal på udflugt to af dagene og møde både kendte og ukendte seværdigheder på Sydhavsøerne. Vi skal også møde seniorer, som indenfor de sidste par år er flyttet hertil og bl.a. på besøg i en af de nye bebyggelser, som er skudt frem med seniorboliger. Og så får du lejlighed til sammen med indfødte med stort lokalkendskab til at nærstudere boligmarkedet på Sydhavsøerne – måske falder du over netop det hus, som kan danne rammen om et nyt seniorliv for dig.
I tilgift foregår kurset på en højskole med alt hvad det indebærer af opkvikkende morgensamlinger, raske gåture, musik, sang og spændende foredrag – og ikke mindst masser af samvær med seniorer i samme situation som dig selv. Midt på ugen er der festmiddag med lækker tre-retters menu.
Kursusledere: Simon Vikstrøm og Thomas Bjerre.
Klik her for pris og tilmelding
Hold 4 fra 6. til 12. marts 2022
Kontakt
Højskolen Marielyst
Bøtøvej 2, 4873 Væggerløse
Mail: kontor@hsmarielyst.dk
Telefon: 54 13 63 61
Telefonen er åben alle
hverdage 9:30 til 12:30.