Festivalprogrammet 2020
Musikprogrammet begynder at tage form
De største musiknavne til festivalen er på plads. Onsdag aften kl. 20.00 bliver det Michael Carøe og Guldholdet, der spiller på festivalens store scene og torsdag aften kl. 20.00 bliver det Søs Fenger Band, som lukker årets festival fra den store scene.
Musikprogrammet rummer i det hele taget et bredt udsnit af, hvad modne danske kunstnere kan præstere.
På programmet er så forskellige kunstnere som Keld og Hilda, Troels Trier, Stig Møller & Peter Ingemann med band, James Rasmussen (fra Four Jacks), Blueskartellet, JJ Trio med bl.a. Jesper Johansen og Dan Romme, højskolens husorkester Mary’s Men, Bente Kure & Leif Ernstsen, Sigfred Pedersen Kabaretten med bl.a. Peter Abrahamsen, Jensen & Bugge, Soul Invitation (gospelkor), højskolens musikalske lærere i forskellige konstellation ex. Trio Tinggard og Dansk Amerikansk Musikklub med bl.a. Kim Sagild.
Hver morgen kl. 10.00 vil der være højskole-morgensang på scenen i Koncerthuset med ca. tre kvarters fælles morgensang fra Højskolesangbogen akkompagneret af højskolens musikalske lærere og krydret med lidt fortællinger. Der kommer flere musiknavne til i de kommende uger.
Foredrag, debatter og talks
Vi er lige nu i gang med at lave aftaler indenfor emnerne økonomi og det at være senior og selvstændig. Emner der også er i støbeskeen er seniorbofællesskaber og medicinsk cannabis. Og så arbejder vi på at få markante seniorer til at komme og berette om deres liv og livsvalg.
De 3 medarrangører Danske Seniorer, Faglige Seniorer og Ældre Sagen Nykøbing F.-Sydfalster vil yderligere sætte fokus på nogle af deres mærkesager på scenerne.
Som i 2019 vil der være aftenandagt hver aften i Koncerthuset, hvor den lokale sognepræst Anders Martin Lauritsen inviterer ind til ro og refleksion.
Danseteltet
Et nyt tiltag i 2020 bliver Danseteltet. Her arbejder vi på at få præsenteret forskellige genre af dans, hvor instruktører inviterer ind til en lille sjov time. Så måske finder du dig en ny interesse.
Over 60 events på Seniorfestivalen 2020
I alt stiler festivalen mod at byde på cirka 60 forskellige koncerter, foredrag og talks i løbet af sine to dage. Derudover kan du opleve mange forskellige udstillere på festivalpladsen begge dage, der har services eller produkter målrettet seniorer. På festivalpladsen er en lang række udskækningssteder og omkring søen i højskolens park finder du madboder og spisepladser.
Hold øje her på siden, vi vil løbende opdatere den.