Du er aldrig for gammel til at komme på højskole, hvis du kan klare dig selv

Der er oplevelser, som man skal have en vis alder, livserfaring og modenhed for at få glæde af. Et af dem er at tage på seniorhøjskole. På Højskolen Marielyst på Sydfalster kan man sagtens være for ung til at komme, men aldrig for gammel!

Hos os kommer årligt ca. 2000 seniorer fra hele Danmark fra 60 år og opefter. Nogle arbejder stadig, nogle har lige sluppet arbejdsmarkedet, andre har været pensionister i 30 år, og vi spænder typisk over flere generationer af seniorer på hvert hold. Men for alle gælder, at kursisterne er 100 procent selvhjulpne, nysgerrige på livet og opsatte på at få mest muligt ud af tilværelsen sammen med andre. Derfor kalder vi os en livsforstørrende højskole for seniorer.

Vi oplever, at det giver rigtig god mening, at flere generationer mødes i det fællesskab, vi tilbyder på vores højskole. Som yngre senior finder du fx ud af, at der altid er noget, I kan tale om, og at det faktisk ikke er så slemt at blive ældre og du kan få ideer til at fylde hverdagen med noget meningsfyldt, når du stopper på arbejdsmarkedet.

Året rundt har vi kurser på en eller to uger inden for en bred vifte af fag. Det er korte kurser som på alle andre folkehøjskoler i Danmark, hvor et højt fagligt niveau går hånd i hånd med masser af samvær og debat, bevægelse, musik og sang.

Men i modsætning til de almindelige folkehøjskoler har vi sørget for, at de fysiske rammer er tilpasset seniorer. Alt er i et plan (undtagen administrationen, som sidder på 1. sal), vi har teleslynge i mange lokaler, og alle vores værelser har eget bad og toilet.

Og så er det også vores erfaring, at mange seniorer sætter pris på at være i et miljø, hvor livserfaring værdsættes, og hvor man kan finde nye venner og bekendte på ens egen alder, og som man umiddelbart går i samklang med i kraft at have de samme kollektive erindringer.

Vi ser frem til at byde dig velkommen på Marielyst.

Malene Bjerre & Jesper Bertelsen, forstanderpar

Portræt af Jesper Lorentz Bertelsen og Malene Bjerre

NYHEDSBREV

Få vores nyhedsbreve med gode tilbud og nyt om livet på højskolen.

BESTIL KATALOGET FOR 2025

Kontakt

Højskolen Marielyst
Bøtøvej 2, 4873 Væggerløse
Mail: kontor@hsmarielyst.dk
Telefon: 54 13 63 61
Telefontid kl. 9.30-12.30
Mandag, tirsdag, torsdag og fredag
CVR-nr.26139058
En del af Højskolerne