Cand. mag. i kunsthistorie Fleur Wetterholm tager os med bag om maleren, der var en pioner inden for både symbolisme og socialrealisme.
Ved indgangen til det 20. århundrede var Laurits Andersen Ring en af dansk kunsts fremmeste malere. I 1881 tog han navn efter sin fødeby, landsbyen Ring syd for Næstved, og kendes siden som L.A. Ring. Han var en pioner inden for såvel symbolisme og socialrealisme i dansk kunst, og det sociale engagement kommer ofte til udtryk i hans billeder, hvor han er dybt engageret i bøndernes og arbejdernes kamp for sociale og økonomiske forbedringer.
Hør om den revolutionerende maler og særligt hans værker, når kunsthistoriker Fleur Wetterholm, der er formidler og kunstfaglig medarbejder på Fuglsang Kunstmuseum gæster højskolen. I sit foredrag tager hun afsæt i en PowerPoint præsentation om museet og de udstillede værker i museets særudstilling “Årstiderne” om L.A. Ring. Udstillingen kan opleves i perioden 3. februar – 29. maj 2023.
Rings afhængighed af at male i naturen og hans evne til at modstå det skiftende danske vejr betyder, at Ring om nogen er årstidernes maler. Derfor tager udstillingen naturligt afsæt i de fire årstider, hvor man kan opleve ca. 65 værker fra offentlige og private samlinger i Danmark og udlandet, herunder flere markante hovedværker i nordisk kunsthistorie.
Arrangementet er arrangeret i samarbejde med Sydfalster Folkeuniversitet.
Billetter til foredraget koster 95 kr. og inkluderer kaffe og kage i pausen. Du kan købe din billet ved indgangen fra kl. 19.00.