Mød en af Danmarks store skuespillere med internationale film på cv’et, når vi får besøg af Thure Lindhardt.
Flammen og Citronen, Blå mænd, Engle & Dæmoner og Broen. Vi kunne blive ved. Vi kender alle Thure Lindhardt fra det store lærred og fra tv-serierne – og mange sikkert også fra teaterscenen. Senest har han været aktuel i DR-serien Krag & Virkner, hvor Thure spiller den tidligere statsminister Jens Otto Krag.
Trods hans unge alder, har Thure Lindhardt medvirket i utallige produktioner. Han startede sin karriere tidligt og har fra begyndelsen været drevet af en helt særlig professionalisme, der har gjort ham til en internationalt kendt og i særdeleshed anerkendt skuespiller.
I sit foredrag “Vi ved jo hvad det er at være menneske” tager Thure Lindhardt afsæt i sit professionelle liv, i kunst og formidling og det at turde tage sig selv alvorligt. Et inspirerende foredrag om indlevelse, skuespil og hvorfor vi mennesker fortæller historier.
Thure Lindhardt er uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1998. Siden da har han medvirket i en lang række danske og internationale film, tv-serier og teaterforestillinger. Herhjemme er han gennem årene blevet anerkendt og hædret for sit skuespil med adskillige priser deriblandt Reumerts Talentpris, Hartmann-Fondens Diplompris og Teaterpokalen.
I 2000 fik han sit gennembrud med spillefilmen Her i nærheden og medvirkede derefter i andre danske filmsucceser som Nordkraft (2005), Flammen & Citronen (2008), Blå mænd (2008) og Sandheden om mænd (2010). I 2019 udgav Thure Lindhardt sammen med Rune Skyum-Nielsen bogen “Vi ved jo hvordan det er at være menneske”, der er et unikt indblik i hoved og hjertekule på Thure selv.
Inden foredraget byder Marielyst Bistro & Bar på Torvet i Marielyst på folkekøkken.
Foredraget er arrangeret i samarbejde med LOF Lolland Falster.
Folkekøkken & Foredrag kl. 18.00 på Sømærket og kl. 19.30 på højskolen: 270 kr. (+ gebyr) | Deadline for billetkøb er på dagen kl. 12.00.
Foredrag kl. 19.30 på højskolen: 150 kr. (+ gebyr).