Hold 2026-26: Septembers himmel er så blå 13.9.-26.9.

6.000,00 kr.15.300,00 kr.

Oplev septemberhimlen på et 13 dages højskoleophold. Vælg værelse og tilkøb bustransport til/fra højskolen med stop i Sjælør, Høje Taastrup og Køge Nord (400,- retur). Se bustider HER.

0,00 kr.



Varenummer (SKU): 2026-26 Varekategori:

Beskrivelse

Septembers himmel er så blå

Efteråret er så småt på vej, og på dette hold vælger du mellem fire forskellige kursusforløb, der alle på hver sin måde dykker ned i natur, bevægelse, erindring og fordybelse. Uanset om du vil følge fugletrækket, finde dine forfædre, vække skriveglæden eller mærke kroppen i bevægelse, er der inspiration og fællesskab at hente – under den blå septemberhimmel.

Fugletræk

Hvert efterår passerer omkring 250 mio. fugle på træk sydpå gennem Sydskandinavien og Danmark. Da en stor del af dette fugletræk går via Falster, er netop vores landsdel berømt for at være det sted, man skal se på fugle om efteråret. På kurset er der god tid til at lære alt om emnet både i undervisningslokalet ved den teoretiske gennemgang og på ture i felten. Vær forberedt på at tilbringe en del tid ude (når vejret tillader det), da vi regner med at skulle besøge både gode fuglelokaliteter, som Bøtø Nor og Gedser Odde. Vi skal også overvære ringmærkning af fugle på Gedser Fuglestation en hel formiddag. Underviser: Biolog og ornitolog Simon Vikstrøm

Få gang i skriveriet

På skolens bibliotek står en hel hylde med bøger skrevet af tidligere kursister. Ikke af forfattere eller journalister – men af helt almindelige mennesker, der havde lyst til at fortælle noget. For hvis du kan tale, kan du også lære at skrive.
På kurset arbejder vi med dine egne tekster. Du finder din stemme og får redskaber til at skrive levende og vedkommende – måske endda til en bog for dem derhjemme. Vi læser op for hinanden, giver respons og bearbejder teksterne, så de bliver endnu stærkere.
Vi tager udgangspunkt i det, du allerede kan, og bygger videre. Du behøver ikke kende forskel på subjekt og objekt – bare du har noget på hjerte. Underviser: Hans Chr. Andersen

Slægtsforskning

Vil du gerne dykke ned i din familiehistorie – finde spor af dine forfædre eller måske opspore nulevende slægtninge? På dette kursus lærer du at arbejde som slægtsdetektiv: at søge målrettet, bruge de rigtige databaser og kilder, følge sporene videre, og holde styr på alle de oplysninger, du finder undervejs.
Vi arbejder med dine egne spørgsmål og giver konkret hjælp til din personlige søgning. Én dag tager vi på udflugt, så vi får en pause fra skærmene og lidt frisk luft til tankerne.
Slægtsforskning kræver både tålmodighed og koncentration – og du må regne med, at hjernen kommer på arbejde. Har du mulighed for det, er det en rigtig god idé at have din egen bærbare pc med. Underviser: Torben Albret Kristensen

Bevægelse: Yoga, gong, Qi gong, Gotved og dans

Vil du bevæge dig – men ikke på én bestemt måde? På dette kursus inviteres du til at udforske kroppen gennem mange forskellige bevægelsesformer. Vi skifter mellem ro og puls, leg og nærvær, smidighed og styrke.
Du prøver kræfter med yoga, gong, Qi gong, Gotvedgymnastik og dans – og måske opdager du nye bevægelser, der gør dig godt, og som du får lyst til at tage med hjem.
Vi lægger vægt på bevægelsesglæde, fællesskab og kroppens velvære. Og undervejs taler vi også om det sunde liv – og hvordan det kan tage sig ud, når man lytter til sin egen krop.
Undervisere: Tine Laulund, Lone Friis, Dorte Storm m.fl.

Det sker der også

  • Gotvedgymnastik alle hverdage fra kl. 7.30 – 8.00, så medbring tøj, du kan bevæge dig i.
  • Efter eftermiddagskaffen er der typisk fælles foredrag, gåture eller andet på tværs af valgfagene
  • Onsdag d 19/9 er der festmiddag med treretters menu og underholdning

Det detaljerede program følger