Hold 2026-21: Krop, natur og ord 9.8.-15.8.

4.300,00 kr.11.700,00 kr.

Oplev krop, natur og ord på et seks dages højskoleophold. Vælg værelse og tilkøb bustransport til/fra højskolen med stop i Sjælør, Høje Taastrup og Køge Nord (400,- retur). Se bustider HER.

0,00 kr.



Varenummer (SKU): 2026-21 Varekategori:

Beskrivelse

Krop, natur og ord

Et højskoleophold for dig, der vil være nysgerrig med hele kroppen. Vi går ud i naturen og ind i litteraturen og møder verden gennem blomster, bøger og bevægelse – sansende, tænkende og legende. Her er plads til både ro og forundring, til samtale og skaberglæde.

I blomsternes verden

Kom med udenfor og tæt på blomsterne i den smukke natur omkring Marielyst, hvor vi skal på ture i skoven, på diget og langs stranden. Vi lærer om vilde danske blomster og deres historier, og hjemme på skolen arbejder vi kreativt med blomsterbinding, tørring og presning. Ugen byder på både naturoplevelser, inspiration og skaberglæde – og kræver ingen forkundskaber, kun lysten til at sanse og skabe og til at nyde naturen. Underviser: Simon Vikstrøm m.fl.

Fem udfordringer

Trænger du til ny energi og inspiration til bevægelse, så byder denne uge på fem forskellige former for motion: golf, vandring, tennis, naturtræning og yoga – alle tilpasset dit niveau. Vi starter dagene med morgenbadning og Gotvedgymnastik, nyder sund og lækker mad og dykker ned i spændende foredrag om kroppen og det gode liv. Ugen byder også på hygge og fællesskab i højskolens park med petanque og krolf. Undervisere: Tine Laulund, Dorte Storm m.fl.

Litteratursalon med nyere danske romaner

Dette kursus er for dig, der elsker at læse – og tale om det, du læser. Vi dykker ned i nyere, anmelderroste værker og undersøger, hvorfor nogle bøger rammer plet hos én læser, men ikke hos en anden. Undervejs prøver vi forskellige måder at læse på – psykologisk, sociologisk, biografisk og æstetisk – og vi går på opdagelse i højskolens bibliotek med nysgerrige spørgsmål: Hvad gjorde, at du greb netop den bog? Hvad håber du at finde i den? Temaer er familierelationer, og de udvalgte værker er: Theis Ørntoft: Jordisk, Katrine Marie Guldager: Det samme og noget helt andet, Liv Helm: Med hjertet i hånden og Morten Pape: Nøglebarn Underviser: Michael Eigtved

Vandring I

På dette kursusforløb vandrer vi ad forskellige ruter i de smukkeste omgivelser på Falster og Østlolland. Turene er oftest på mellem 7 og 12 km i et let terræn og for det meste ad gode stier og veje, i skov og åbent terræn og på Falsters dige. Undervejs vil turlederen fortælle om de natur- og kulturseværdigheder vi passerer. Medbring egen rygsæk, regntøj, termoflaske og godt humør. Madpakker får vi med fra højskolen.

Det sker der også

  • Morgendukkert i Østersøen kl. 7.00
  • Gotvedgymnastik alle hverdage fra kl. 7.30 – 8.00, så medbring tøj, du kan bevæge dig i.
  • Efter eftermiddagskaffen er der typisk fælles foredrag, gåture eller andet på tværs af valgfagene
  • Onsdag d. 12/8. er der festmiddag med treretters menu og underholdning

Det detaljerede program følger.