Beskrivelse
Livsglæde på Marielyst
Her får du to forårsuger fyldt med kreativitet og fællesskab på højskolen. Der er plads til både nybegyndere og øvede, for her handler det ikke om perfektion, men om glæden ved at skabe og dele oplevelser.
Sang for sangbesværede
Har du altid fået at vide, at du ikke kan synge? Det skal du ikke finde dig i, for hvor der er en vilje, er der en vej. Hvis du føler dig sangbesværet, men elsker at synge, skal du ikke lade dig stoppe. Kom i stedet og syng med os, når vi synger 1- og 2-stemmige satser. Oplev glæden ved at synge sammen med andre sangglade og sangbesværede, når vi trodser sortseerne og kaster os ud i fællessang. Og søndag midt på holdet inviterer vi sangglade fra hele Lolland-Falster til sangmaraton med os. Lærer: Peter Søvad.
Akrylmaling
Har du lyst til at dykke ned i akrylmalingens farverige univers? På dette kursus får du en grundig indføring i farvelære og farvers symbolske betydning. Uanset om du er nybegynder eller øvet, får du mulighed for at eksperimentere med billedkomposition, farvens udtryk og dens materialemæssige muligheder. Vi arbejder med øvelser, men der er også plads til dine egne idéer og ønsker. Lærer: Kåre Lind
Rytmisk sammenspil
Tag dit instrument med på højskolen og bliv en del af de små og større orkestergrupperinger, vi danner på kurset. Vi spiller især Beatlesnumre og tilpasser ambitionsniveauet til dine og de andre deltageres evner. I indøvningen af numre arbejder vi med begreber som dynamik, swing, klangflader, og hvordan man underbygger fortællingen og stemningen i sangen. Sidste dag slutter vi af med at give koncert. Lærer Mikkel Thomas
Det sker der også:
- Gotvedgymnastik alle hverdage fra kl. 7.30 – 8.00, så medbring tøj, du kan bevæge dig i.
- Efter eftermiddagskaffen er der typisk fælles foredrag, gåture eller andet på tværs af valgfagene
- Onsdag d. 29.4. er der festmiddag med treretters menu og underholdning
Det detaljerede program følger.
Hvad er det, Marielyst kan? Læs mere om feriebyen