Beskrivelse
Film og sang: Om helte
Hvem vi ser som helte, siger noget om os selv og den tid, vi lever i. På dette kursus dykker vi ned i heltefigurer fra sangens og filmens verden – fra Højskolesangbogens fortællinger om mod og handling til de stærke kvinder, der for tiden dukker op i filmene og udfordrer de gamle historier. Gennem sang, musik og film undersøger vi, hvordan vores helte har forandret sig – og hvad det betyder for os i dag.
Du skal vælge mellem to kursusforløb:
Sangens helte
Tag med på et kursus, hvor vi synger os igennem Højskolesangbogen og finder de stærke skikkelser i dens sange. Helte findes i mange former – i store historiske begivenheder, i hverdagen, i kærligheden og i os selv. Gennem fællessang, fortællinger og musikalsk fordybelse undersøger vi, hvordan sangene bærer historier om mod, vilje og handling. Lærer: Thomas Bjerre
Stærke kvinder på film
De første 100 år af filmhistorien har været præget af mænd, der har fikset det hele, så skurkene er kommet bag lås og slå – eller i helvede. Hvis kvinderne har fået lov til at være med i historierne, har de groft sagt fået lov at passe børnene og sørge for, at helten fik en madpakke med. Den fortælling er heldigvis ved at ændre sig. Gennem de seneste ti år er antallet af film med stærke kvinder – eller blot kvinder, der tager en udfordring op – steget støt. Vi ser film med spændende og udfordrende kvinder og får en god snak om en verden i forandring: Blandt andet Proxima, Erin Brockovich, Nøgle hus spejl, Holiday, Woman of the Hour, Vogter, Winter’s Bone og Fargo. Lærer: Per Juul Carlsen
Det sker der også:
- Gotvedgymnastik alle hverdage fra kl. 7.30 – 8.00, så medbring tøj, du kan bevæge dig i.
- Efter eftermiddagskaffen er der typisk fælles foredrag, gåture eller andet på tværs af valgfagene
- Onsdag d. 11.2. er der festmiddag med treretters menu og underholdning
Det detaljerede program følger.
Har du spørgsmål til højskolelivet generelt? Højskoleforeningen svarer på typiske spørgsmål