Beskrivelse
Haver på Sydhavsøerne
Uanset om du har stor have, gårdhave eller altan, så er det her kursus noget for dig. I samarbejde med lokale afdelinger i Haveselskabet har vi arrangeret to uger spækket med haveinspiration. Vi skal på hele fire udflugter rundt på Sydhavsøerne, hvor vi skal besøge både herregårdshaver, mindre besøgshaver, vild natur og planteskoler. Vi skal høre om havearkitektur og havehistorie, og i starten af kurset får vi besøg af konsulenter fra Haveselskabet, der sammen med os vil tegne et par bede til højskolens have. Har du lyst, kan du være med til at anlægge dem, ligesom der vil være værksteder med blomsterbinding, papirblomster og pileflet. Den kendte havebogsskribent Claus Dalby kommer og fortæller om små haver og krukker, og hele Danmarks grand old havemand Søren Ryge kommer og holder foredrag om at blive gammel med sin have. Kursusleder: Jesper Bertelsen
Det sker der også:
- Gotvedgymnastik alle hverdage fra kl. 7.30 – 8.00, så medbring tøj, du kan bevæge dig i.
- Efter eftermiddagskaffen er der typisk fælles foredrag, gåture eller andet – alt sammen relateret til temaet Haver.
- Mandag den 1. september holder Claus Dalby foredrag.
- Onsdag den 3. september er der festmiddag med en lækker treretters menu.
- Mandag den 8. september holder Søren Ryge foredrag.
Detaljeret program følger.