Hold 2025-19: Alt det dejligste på Sydhavsøerne 6 dage 10.8.-16.8.

4.100,00 kr.10.600,00 kr.

Hold 2025-19: 6 dages kursus med 2 forskellige kursusforløb.

Herunder vælger du kursusforløb og værelse, og du har mulighed for at tilkøbe vores bustransport til/fra højskolen med stop Sjælør, Høje Taastrup og Køge Nord (400,- retur).

ENKELTVÆRELSE: UDSOLGT, men skriv dig gerne op på vores venteliste

DOBBELTVÆRELSE: UDSOLGT, men skriv dig gerne op på vores venteliste

Se bustider HER.

0,00 kr.



Beskrivelse

Alt det dejligste på Sydhavsøerne + yoga

På dette augusthold kan du vælge mellem to kursusforløb: et hvor du får det allerbedste af Sydhavsøerne på dette tidspunkt, der er et af de allerbedste hernede. Og så kan du arbejde på at få det allerbedste ud af dig selv og din krop med en omgang yoga. Kursusleder: Casper Dalboe

Du skal vælge mellem to kursusforløb:

Alt det dejligste på Sydhavsøerne
Oplev alt det dejligste, vi har på Sydhavsøerne. Uanset om du er naturelsker, historieentusiast, madøre eller bare søger en helt særlig oplevelse i godt selskab, vil du få minder for livet på dette kursus. Vi skal se herregårde, besøge et kunstmuseum af international klasse, se Sydhavsøernes svar på Stonehenge, spise frokost i et parisisk brasserie placeret midt på en lollandsk mark, smage på de lokale øl, spise lækker mad tilberedt af lokale råvarer og lære områdets natur og historie at kende. Alt sammen garneret med masser af musik, foredrag og højskolesang. Lærer: Casper Dalboe

Hatha-yoga
I hatha-yoga arbejdes der med fysiske øvelser, som tager udgangspunkt i styrke, smidighed og balance og påvirker både muskler, led, organer og bindevæv. Vi forsøger at få kontrol over den fysiske krop ved at praktisere yogaens mange øvelser og skabe balance både fysisk og psykisk. Du lærer at trække vejret fuldt og roligt igennem ved dybe ind- og udåndinger. Det er bl.a. med til at øge din modstandskraft og give en oplevelse af indre ro og balance. Vi arbejder med hjælpemidler som hasebånd, klodser og yogapøller, så øvelserne kan tilpasses kroppen. Øvelserne varierer mellem liggende, siddende og stående øvelser. Undervisningen er for både nybegyndere og øvede og for kvinder og mænd. Lærer: Lone Friis

Det skal vi også:

  • Alle hverdage kl. 7 er der morgenbad i Østersøen for de morgenfriske.
  • Morgengymnastik alle hverdage fra kl. 7.30 – 8.00, så medbring tøj, du kan bevæge dig i.
  • Efter eftermiddagskaffen er der ofte fælles foredrag, gåture eller andet på tværs af de to fag.
  • Onsdag den 13. august er der festmiddag om aftenen med en lækker treretters menu.
  • Torsdag den 14. august er der mulighed for at komme i Nykøbing Falster-revyen.

Detaljeret program følger.