På Højskolen Marielyst drømmer vi om at genskabe Marielyst som kunstnerkoloni. Første skridt er korte refugiumophold for seks udøvende kunstnere – oplev dem alle til Søndagssalon i løbet af året.
På Højskolen Marielyst drømmer vores forstanderpar Christian Schou og Jannie Lehmann om at genoplive feriebyen Marielyst som kunstnerkoloni – ligesom i de gode, gamle dage.
”Vi vil skabe en ny og tæt forbindelse mellem aktive kunstnere og deres publikum – mens kunsten skabes. Vi er så småt i gang med de indledende øvelser af, hvad vi kalder projekt “Genstart af Marielyst som kunstnerkoloni” og har sammen med arkitektfirmaet Friis Andersen Arkitekter, der tegnede vores koncerthus, udarbejdet et prospect, som er en præsentation af visionen og vores tanker omkring projektet”, fortæller forstander Christian Schou.
Inden forstanderparret for alvor kaster sig ud i den kæmpe proces, et sådant projekt er, skal der dog drages nogle erfaringer. Derfor tilbyder vi på højskolen i første omgang korte refugiumophold af 2 ugers varighed til professionelle kunstnere lige fra forfattere, musikere, malere, performancekunstnere, dansere, illustratorer og andre aktører, der har gjort kunsten til deres levevej. Når projektet bliver en realitet, er målsætningen, at skolen vil kunne tilbyde længere ophold i egne boliger med atelier.
Seks forskellige kunstnere flytter ind i løbet af 2023
I 2023 har vi således udbudt seks 2 ugers ophold fordelt hen over foråret, forsommeren og efteråret via de forskellige relevante fagforbund:
”Vi har modtaget over 30 henvendelser fra kunstnere med forskellige baggrunde. Ud af dem har vi valgt seks og tilbudt dem 2 ugers ophold hos os. Vi har lagt vægt på, at det er forskellige kunstformer og en bred demografi, så forskellige aldre, køn og geografisk placering i landet er repræsenteret bedst muligt”, fortæller viceforstander Jannie Lehmann, der glæder sig over den store interesse for refugiumopholdene.
Eneste krav for de udvalgte aktører er, at de bidrager ved at fortælle om deres passion og virke i et arrangement på skolen – en såkaldt Søndagssalon. Søndagssalonen vil foregå som en samtale mellem en af højskolens lærere eller forstanderne og ”ugens gæst”, og der finder således seks Søndagssaloner sted i løbet af året. Søndagssalonen bliver afholdt på bedste søndagsmanér i hyggelige omgivelser i højskolens spisestue for kursisterne samt et begrænset antal eksterne gæster forbeholdt de hurtige.
Søndagssaloner fordelt over hele året
”Vi har sat 30 billetter til salg til hver Søndagssalon, så lokale kan opleve stemningen og møde de spændende kulturaktører. Vi har valgt at holde det som en lidt intim seance i spisestuen med kaffe, te, boller og lagkage inden salonen for alvor starter, så der er grobund for en hyggelig stemning, hvor vi kommer helt ind under huden på vores gæst”, fortæller Jannie.
Xinxin er første gæst
Første refugiumgæst rykker allerede ind på højskolen den 5.-18. marts. Hun hedder Xinxin Ren Gudbjörnsson og er forfatter og TV-vært. Xinxin er blandt andet kendt fra DR-programmerne Tigermor og lektiekuren og Xinxin og de fortabte indvandrere. Hun er cand. ling.merc. i kommunikation og har en master i teologi. Xinxin har skrevet tre bøger på dansk, en fagbog og to romaner: Find Motivationen – Den kommer ikke af sig selv, Den Knap så Unge mand og Risalderen. Derudover er hun fast klummeskribent på Politiken.
Køb din billet til første Søndagssalon
Vil du med til første Søndagssalon i rækken, der finder sted søndag den 12. marts kl. 14-16, kan du købe din billet HER
Er du medlem af Skolekredsen, får du rabat på billetten. Vær opmærksom på, at der kun er et begrænset antal billetter til salg. Billetterne skal købes på hjemmesiden på forhånd.
Du kan se alle seks kunstnere og læse mere om dem HER