Vi forbinder ofte dating med ungdom og hurtige beslutninger. Men hvad sker der, når man møder kærligheden senere i livet? Antropolog Christine Amtoft har specialiseret sig i kærlighed og dating i den tredje alder og har undersøgt området gennem feltarbejde, samtaler og personlig erfaring. Kærligheden i den tredje alder er ikke mindre. Den er bare anderledes. Og det er netop det, der gør den så interessant, synes hun. Læs med, når vi stiller hende en række spørgsmål om seniordatingens vilkår og muligheder.

Hvad overraskede dig mest, da du begyndte at interessere dig for ældres kærlighedsliv?

Det var, hvor gode mange seniorer er til det, man kunne kalde en slags “carpe diem”-attitude: De slår til, når noget føles rigtigt. Der er en ærlighed og no-nonsense tilgang, som handler om at finde ud af, hvad man har lyst til, og vælge det til. Jeg talte fx med en kvinde, der elskede at spille bridge, men hendes ægtefælle gennem mange år havde ikke syntes om det. Nu var hendes mål, at en kommende kæreste skulle med på bridgeferie. Da en potentiel partner ikke var begejstret for planen, gik hun videre. Det er da inspirerende.

Hvad drømmer seniorer om, når det kommer til kærlighed?

Kærlighed er kærlighed, uanset alder. Men med alderen bliver det ofte mere ukompliceret. Mange ønsker nærhed og varme, nogen at holde i hånden, nogen at gå en tur med. Det handler mindre om seksualitet og mere om fællesskab. Det handler om at bruge sin tid med nogen, man virkelig har lyst til at være sammen med.

Er det svært at finde kærlighed senere i livet?

Det kan det være. Især fordi mange står med en fortid i et langt forhold og nu skal starte forfra. Men der er virkelig mange, både mænd og kvinder, der leder efter en kæreste, og mange går til det med åbent sind. De leder ikke efter en kopi af deres tidligere partner, men spørger i stedet sig selv: Hvornår vil jeg gerne have selskab? Og hvad vil jeg dele med en kæreste? Det er et sundt og realistisk udgangspunkt.

Er det anderledes at date som senior, end når man er ung?

Seniorer er ofte mere afklarede. Unge spekulerer tit på, hvem de skal være, og hvordan de tager sig ud. Seniorer har levet længe nok til at vide, hvad de selv kan lide. Det giver en anden frihed. Det handler ikke om at passe ind i en bestemt rolle, men om at finde en at dele det liv, man allerede har, med.

Er dating-apps som Tinder relevante for seniorer?

Ja, bestemt. Mange starter der. Tinder kan være sjovt og en god måde at finde ud af, hvad man søger. Men det kan også være overfladisk, og nogle mister hurtigt modet. Derfor er det godt at kombinere det med virkelige møder. Og så er det en god idé at få hjælp til det tekniske, hvis det driller. Det ville da være ærgerligt, hvis det var det tekniske, der skulle spærre for et nyt kærlighedseventyr.

Hvordan begyndte du selv at interessere dig for ældres datingliv?

Det startede med min mormor, som et par år efter at hun havde mistet min morfar, sagde: “Nu vil jeg ikke være alene mere.” Hun gik praktisk til værks: begyndte til golf og kor og gik til koncerter og lod sig hjælpe med datingprofiler. Det inspirerede mig som antropolog til at undersøge, hvordan man starter forfra i den alder. Jeg lavede feltarbejde i Ældresagen og undersøgte online dating blandt seniorer. Det åbnede en verden af historier.

Christine Amtoft Jensen

Christine Amtoft Jensen

Antropolog specialiseret i ældres kærlighedsliv

Christine Amtoft Jensen er antropolog og har undersøgt ældres datingliv, både i foreninger og på datingapps som Tinder. Hun underviser på kursusforløbet Kærlighed i den tredje alder og holder foredrag og talks på højskolen.

Hjerter

Antropologens bedste råd: Del det med andre

  1. Del din beslutning med nogen – det er sværere at gå rundt med en hemmelighed alene end at møde omgivelsernes nysgerrighed. Og faktisk bliver familie og venner som regel glade for at høre det.
  2. Opsøg singlefællesskaber – det kan være i foreninger eller på højskole. Her møder du andre, du kan dele dine erfaringer, bekymringer og gode oplevelser med.
  3. Tænk ikke, at du nødvendigvis skal flytte sammen med en ny kæreste – måske skal I bare være teatermakkere, rejsepartnere eller spise jeres aftensmad sammen.