Beskrivelse
Kærlighed
Kærlighed er en kraft, der former og påvirker os på mange forskellige måder gennem livet. På dette kursus udforsker vi kærlighedens mange facetter i forskellige områder af tilværelsen: Kærlighed til film, til naturen og til hinanden, også i den tredje alder, hvor relationer får nye dimensioner. Vi får besøg af kærlighedsguruen Jytte Vikkelsøe, forfatter til bogen ’Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte’ og podcastvært på ’Hjerteflimmer for voksne’. Kursusleder: Kåre Lind
Du skal vælge mellem tre kursusforløb:
Kærlighed i den tredje alder
Kærlighed i seniorlivet kan tage mange former, og det er aldrig for sent at opleve eller genopdage den. Måske har du allerede haft betydningsfulde relationer, eller måske søger du en dybere forståelse af, hvad kærlighed kan være i denne livsfase. På kurset udforsker vi kærlighedens mange facetter, herunder hvordan tidligere partnere har formet vores syn på kærlighed, og hvordan vi kan bevare de dyrebare minder, samtidig med at vi åbner os for nye oplevelser. Undervejs deler vi vores refleksioner og ønsker for fremtiden – med fokus på at blive ved at udvikle os og have det godt. Lærer: Pernille Fenger
Kærlighed på film
Kærlighed har mange udtryk: romantisk kærlighed, familiekærlighed, dæmoniseret kærlighed, uselvisk kærlighed … Og måske derfor er kærlighed filmhistoriens største tema. Vi ser en række gode film og diskuterer dem: Romeo og Julie, Afgrunden, Charlies Plejebarn, Malena, Prinsessen holder Fridag. Du får også en indføring i kærlighedsbegreber og en introduktion til kærlighed i filmens historie. Lærer: Kåre Lind
Kærlighed til naturen
Simon Vikstrøms lidenskab for fugle har på mange områder været styrende for hans liv, og det er en passion, han ønsker at dele med andre. Men som biolog er det ikke kun fuglene, der trækker, det er også alt det andet derude. Bliv forelsket sammen med Simon: i fuglenes imponerende træk, i de spændende og utrolige historier om fuglenes rejser, i blomsterne og bierne og alle sommerfuglene og de andre dyr, og mærk glæden ved at lære at sætte navn på og kunne genkende organismerne. Vær forberedt på at tilbringe en del tid ude (når vejret tillader det), da vi regner med at skulle besøge både Fuglereservatet Bøtø Nor, overvære ringmærkning af fugle på Gedser Fuglestation og følge trækket på Gedser Odde. Lærer: Simon Vikstrøm
Det sker der også:
- Gotvedgymnastik alle hverdage fra kl. 7.30 – 8.00, så medbring tøj, du kan bevæge dig i.
- Efter eftermiddagskaffen er der typisk fælles foredrag, gåture eller musik og sang – alt sammen om noget, der relaterer sig til emnet Kærlighed.
- Mandag den 13. oktober holder Jytte Vikkelsøe foredrag.
- Onsdag den 15. oktober skal vi på udflugt rundt til kunst, historie og kultur på Lolland Falster.
- Samme dag (onsdag den 15. oktober) er der festmiddag med en lækker treretters menu.
Detaljeret program følger.