- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Grundlovsmøde i højskolens park

Mette Frederiksen, Magnus Heunicke, Christel Schaldemose og Merete Pryds Helle er årets talere til højskolens grundlovsmøde
Falsters største og hyggeligste grundlovsmøde foregår i grønne omgivelser i parken ved Højskolen Marielyst. Arrangementet starter kl. 13.45 og slutter omkring kl. 16.15. I år er det topnavne som statsminister Mette Frederiksen, miljøminister Magnus Heunicke, europaparlamentariker Christel Schaldemose og bestsellerforfatter Merete Pryds Helle, der deltager i arrangementet.
Merete Pryds Helle lægger ud
Forfatter Merete Pryds Helle fik sit gennembrud i 2000 med romanen Fiske i livets flod. I 2017 modtog hun litteraturprisen De Gyldne Laurbær for sin slægtskrønike Folkets Skønhed. Hun har desuden været nomineret til prestigefyldte priser som Weekendavisens Litteraturpris, DR Romanprisen og Politikens Litteraturpris. Merete Pryds Helle holder sin tale kl. 14.25.
Mette Frederiksen og Christel Schaldemose i samtale
Politiker Christel Schaldemose har gennem 17 år været medlem af Europa-Parlamentet. Hun opstiller til EU-valget den 9. juni som spidskandidat for Socialdemokratiet. Statsminister Mette Frederiksen og hun vil tale om dialog, demokrati og EU i en samtale ledet af højskolens tidligere forstander Christian Schou. Det bliver kl. 15.00.
Magnus Heunicke runder dagen af
Politiker Magnus Heunicke (S) har været medlem af Folketinget siden 2005. Han er uddannet journalist og har tidligere været transportminister og sundheds- og ældreminister. I december 2022 blev han udnævnt til miljøminister. Magnus Heunicke er dagens sidste taler og går på kl. 15.45.
Program for dagen
Kl. 13.45: Parken åbner til musikalsk opvarmning med højskolens husorkester, Maries Mænd
Kl. 14.15: Velkomst ved højskolens forstander Malene Bjerre
Kl. 14.25: Grundlovstale ved forfatter Merete Pryds Helle
Kl. 15.00: Samtale mellem statsminister Mette Frederiksen og europaparlamentariker Christel Schaldemose
Kl. 15.45: Grundlovstale ved miljøminister Magnus Heunicke
Kl. 16.15: Tak for i dag
Mellem programpunkterne er der fællessang med skolens husorkester, Maries Mænd, og i løbet af dagen kan du købe kaffe, te, kage og vin, øl og vand. Det er ikke tilladt at medbringe mad og drikke.
Husk noget at sidde på
Pak tæppe eller festivalstole, og få en skøn eftermiddag. Det er gratis at deltage, og alle er velkommen.