I år tog vi Guldborgsund Kommunes kulturpris med hjem til Højskolen Marielyst

Der var spænding til det sidste, da vi i fredags den 2. februar var til Guldborgsund Kommunes Prisfest på Nykøbing Falster Teater. En prisuddeling, der hylder foreninger, sportspræstationer og kulturlivet. Aftenens sidste pris var Kulturprisen, hvor de nominerede foruden Højskolen Marielyst var Birgitte Getting fra Orenæs Saloner/Nordfalster Koncerthus og Lokalhistorisk Forening Nordfalster. Glæden – og ikke mindst jublen – var stor, da Formand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsrådet, Ole K. Larsen, afslørede årets vinder; Højskolen Marielyst, som således kunne tage den prestigefulde kulturpris med hjem.

Nomineret for 2. år i træk

Det er andet år i træk at højskolen med Christian Schou og Jannie Lehmann i front er nomineret til prisen. Sidste år måtte højskolen se sig slået af revydirektør Mickey Pless, men i år kom prisen med hjem til skolen. Og hvilken afslutning for Jannie og Christian, der som bekendt stopper som forstanderpar på skolen den 31. marts.

Kultur af yderst høj karakter

Begrundelsen for tildelingen af prisen til Højskolen Marielyst, lyder:

”I 2023 har Højskolen Marielyst fortsat deres brede kulturelle tilbud af yderst høj karakter. Højskolen har skabt et spændende og inspirerende kulturliv omkring Marielyst med foredrag og koncerter. Som en stjerne på himlen lyser Seniorfestivalen på højskolen – sommerens event, der samler mere end 2.000 besøgende. Derudover er Højskolen Marielyst ved at genskabe Marielyst som kunstnerkoloni. Stedet medvirker til at gøre Marielyst og Guldborgsund til et attraktivt sted i Danmark for kursister, kunstnere, gæster og kommunens borgere.”

Læs nyheden fra lokalavisen Lolland-Falsters Folketidende HER

Kulturprisen