Lørdag 4. maj 2019 holdt højskolens venneforening sin årlige generalforsamling, og traf her beslutning om pr. 1. januar at omdanne foreningen til en skolekreds.
En skolekreds er på mange måder at sammenligne med en venneforening, men med den afgørende forskel, at skolekredsen er højskolens øverste myndighed. Opretter man en ny højskole i dag, skal højskolen have en skolekreds omkring sig, hvor alle de mennesker som kærer sig om højskolen og bakker den op, får direkte indflydelse på skolens drift og indhold.
Højskolen Marielyst er etableret før en skolekreds blev den almindelige struktur for højskoler og vi har derfor ikke været påtvunget at etablere en skolekreds. Men højskolens bestyrelse har over de sidste par år drøftet, hvordan højskolen kan blive endnu bedre forankret i sit bagland og konklusionen på drøftelserne blev at omdanne venneforeningen til en skolekreds.
Lørdag 4. maj godkendte venneforeningen så enstemmigt omdannelsen, og formelt bliver skolekredsen så etableret 1. januar 2020.
Med etableringen af skolekredsen bliver skolens vedtægter ændret, så der kommer til at stå i vedtægterne, at skolekredsen er skolens øverste myndighed og som på sin ordinære generalforsamling hvert år i maj vælger 5 medlemmer til skolens bestyrelse.
Bestyrelsen kommer til at bestå af i alt 7 medlemmer. 5 af medlemmerne vælges ved skriftlig afstemning på den ordinære generalforsamling af og blandt skolekredsens medlemmer. 3 medlemmer afgår ved den ordinære generalforsamling på lige årstal.
2 afgår ved den ordinære generalforsamling på ulige årstal. De sidste to medlemmer af bestyrelsen udpeges af henholdsvis Danske Seniorer og Faglige Seniorer og vil for begge organisationers vedkommende være den til enhver tid siddende kredsformand, som har Guldborgsund kommune i sin kreds.
Når skolekredsen mødes til sin første generalforsamling i maj 2020, skal generalforsamlingen vælge 5 medlemmer, hvor de 3 vælges for 2 år og de sidste 2 for et år.
Med omdannelsen til skolekreds besluttede generalforsamlingen også at lade kontingentet stige fra 100 kr. om året til 200 kr.
Medlemskab af skolekredsen vil give følgende rettigheder:
- Minimum 3 nyhedsbreve om året om livet på højskolen.
- At deltage med fuld stemmeret på generalforsamling.
- I relation til generalforsamlingen i maj afvikler skolen et særligt ugekursus med fokus på højskoleliv, og hvor man kan deltage med 500 kroners rabat.
- Derudover får man ret til at deltage i et årligt kursus efter eget valg med rabat (dog undtaget kurser i juni, juli og august plus jule/nytårskurserne). Rabatten vil være på 500 kr. for et 1 uges kursus og 800 kr. for et 2 ugers kursus.