Beskrivelse
Rejsekursus til Nordtyskland og Dybbøl
Kurset her sætter lys på grænselandet mellem Tyskland og Danmark. På rejsen i forlængelse af kurset skal vi blandt andet besøge Dannevirke med Valdemarsmuren og den danske højskole Jaruplund, som er et kulturelt kraftcenter syd for grænsen. Vi besøger Dannevirke, og vi krydser også grænsen nordpå og besøger Dybbøl Banke og Sønderborg. Det danske mindretal i Slesvig består i dag af ca. 50.000 mennesker, som taler både dansk og tysk. Det tyske mindretal på den danske side udgør ca. 15.000 mennesker. De to mindretal er i dag et bevis på, at en grænsedragning kan ske i fredelig sameksistens. Området er fyldt med historie og fædrelandskærlighed, og på rejsen skal vi besøge mange af de historiske steder, vi skal tale med lokalbefolkningen og opleve kulturen helt tæt på.
Kurset starter med fem dage på Marielyst, hvor vi klæder dig på til alt det spændende, du skal opleve, og herefter tager vi på fem dages rejse med bus. Vi sejler over fra Gedser og kører til vores base Flensborg, som udflugterne udgår fra. Her skal vi bo på det firestjernede Hotel Des Nordens. Rejseledere er vores egen historielærer Casper Dalboe og Klaus Bjerre, som er tidligere historielærer og en garvet rejseleder og guide for bl.a. rejsebureauet Viktors Farmor.
På samme hold er der to andre kursusforløb med Tyskland i centrum: Lyt til klassiske tyske værker og Kunstskole a la Bauhaus. Også maden, sangene og foredragene i løbet af ugen vil have et strejf af grænselandet og Tyskland.