50-årige Ina er læge i Australien, men er rejst til Falster for at komme på kursus sammen med sine forældre.
”De andre kursister er ikke, hvor jeg er i mit liv. Til gengæld har de meget mere livserfaring, de kan dele ud af, og det synes jeg er meget givende”.
Ina Schapiro var tidligere på måneden på skrivekursus her på Højskolen Marielyst – sammen med sin mor, Lis, og sin far, Niels. Mens mor og datter arbejdede med skriveprocesser, var Niels nede på diget og se på fugletræk sammen med resten af fugleholdet. Det er tredje gang, ægteparret er her, men første gang for Ina, som med sit mørke hår skiller sig lidt ud fra resten af de godt og vel 70 oftest gråhårede kursister i spisestuen.
Tip om skrivekursus fra mor
Ina bor til hverdag på den anden side af jorden, nærmere bestemt Australien, hvor hun har boet de sidste 17 år. Derfor har det også været lidt af en puslespil at få til gå op, så hun kunne være her på højskolen på Falster i lige præcis de to uger, hvor der er skrivekursus. Og det skulle være dette specifikke kursusforløb, Ina skulle på. Tippet om kurset kom fra Lis, der sidste år var på skrivekurset, som Hans Christian Andersen, bedre kendt som HC, underviser på.
Første gang hun var her, tænkte hun på sin datter og ringede hende op. Begge holder de af at skrive, selvom de skriver om noget vidt forskelligt. Lis skriver for sig selv, og for sine børn og børnebørn. Det er hendes måde at få fortalt om sin tilværelse, sin opvækst, men mest af alt om sin far og hans flugt under 2. verdenskrig på. En proces, der også har været god for hende og samtidig en måde at få fortalt børnebørnene – og måske på sigt oldebørn – hvad hendes far gennemlevede.
Ramt af skriveblokade
Ina har tidligere udgivet en bog med udgangspunkt i sit arbejde som læge i Australien og om at arbejde i pressede situationer. Nu drømmer hun dog om at skrive noget helt andet. Faktisk har hun ikke skrevet længe. Skriveblokade. Egentlig lidt udløst af, at en underviser sagde til hende, at hun ikke skrev godt. Men det gør hun. Efter lidt over en uge på kurset, er hun blevet bekræftet i, at hun kan skrive – både af underviseren, men i den grad også af de andre kursister. På skrivekurset på højskolen er en del af undervisningen nemlig lige så meget at hjælpe hinanden videre. Undervejs læser de hinandens tekster, giver gode råd og feedback på hinandens skriftlige udvikling. Og det fungerer godt:
”Det er rigtig givende at være med på holdet. Som HC siger, er en bog ikke en bog, før nogen har læst den. Og det gør vi her. Vi læser hinandens tekster og kommer med forslag til forbedringer, og det giver bare rigtig meget”, fortæller Ina, der ikke helt vidste, hvad kun skulle forvente, da hun tilmeldte sig. Hun er dog kun blevet bekræftet i, at det var en god idé at komme her, og hun ser aldersforskellen mellem hende selv og de andre kursister som en fordel for begge parter og nyder sparringen med de andre kursister.
Skriver i hver ledig stund
Derfor er hendes største bekymring også, hvordan hun holder skriveprocessen ved lige, når hun kommer hjem igen. Men det har HC også mange gode råd til. I bund og grund er det noget med at sætte tid af til at skrive. Faktisk havde Ina kun skrevet én side, da kun ankom, men der skete en del allerede efter den ene uge under opholdet. ”Du skriver jo, hver gang du kan komme til det nu”, siger Lis og fortæller om, hvordan Ina skynder sig ned på værelset for at skrive, hver gang hun har fem ledige minutter.
Om Inas bog bliver at finde hos boghandleren, kan man kun gisne om, men det er bestemt ikke utænkeligt ud fra, hvad hun fortæller om den. I korte træk er det en fiktiv roman, der bygger på en tragisk del af verdenshistorien, som hun ikke mener der er skrevet om på dansk tidligere. 150.000 børn fra England, der i årtier og helt frem til 1970’erne er sendt til udlandet – mange til slavelignende forhold – fordi forældrene ikke havde mulighed til at opfostre dem. Heraf kom en lille del til Australien. Bogen bygger på fakta, som Ina har researchet strikket sammen omkring en fiktiv person. Mere siger vi ikke her. Resten må du læse dig til, hvis eller måske når Ina Schapiros bog udkommer…
