Den 22.-23. juli omdanner Højskolen Marielyst igen parken til festivalplads. Billetsalget åbner onsdag den 1. oktober kl. 10.00.
Hænderne svajende i vejret, kolde fadøl i kopholderen og smilende seniorer, der har en fest! I sommer lagde over 1500 seniorer vejen forbi Højskolen Marielysts park og deltog i Seniorfestivalen. En festival spækket med koncerter, talks, debatter og foredrag sat i verden til glæde for seniorer i alle aldre. Det var femte gang, at festivalen løb af stablen og højskolens bestyrelse har nikket ja til endnu en omgang festival for seniorer til næste sommer. Den 22.-23. juli 2026 omdanner højskolen således igen deres skønne omgivelser til den skønneste festivalplads.
Ny prisstruktur
Billetsalget åbner onsdag den 1. oktober kl. 10.00 og køber man sin billet senest 31. december, får man 200 kr. i rabat på partoutbilletten til begge dage og 100 kr. i rabat på en endagsbillet til enten onsdag eller torsdag. Prisen stiger den 1. januar 2026, men som noget nyt vil der stadig være penge at spare, hvis man slår til i starten af det nye år:
”I år har vi valgt at køre med tre prisintervaller. Jo tidligere man køber sin billet, des mere sparer man, men hvis man gerne vil trække den lidt ind i det nye år, så er der stadig penge at spare påsken med, om end det er et mindre beløb end hvis man køber sin billet inden årsskiftet”, fortæller højskolens festivalkoordinator Mette Rygaard Poulsen, der er godt i gang med planlægningen af sin femte festival.
Se priserne for næste års festival
Navne offentliggøres løbende de næste par måneder
sommer bød festivalen på navne som Anne Linnet, Kaya Brüel, Steen Jørgensen, Sara Grabow og Pia Raug samt talks med Malene Schwartz og Leif Sylvester Petersen. Endnu er der ingen navne på plakaten til næste års festival, men festivalkoordinatoren lover, at flere af navnene følger inden for de næste par måneder med et mindst lige så alsidigt program som sædvanlig.
Anne Linnet var et af hovednavnene til Seniorfestivalen i sommer til stor begejstring for publikum. Foto: Højskolen Marielyst