Folkekøkken & Foredrag byder på to forfattere, en håndboldspiller, en crossdressende professor, en nyhedsvært og en tv-darling til efteråret.

Fra slut august til slut november får vi på Højskolen Marielyst besøg af seks vidt forskellige og spændende personligheder rangerende fra forfatter Maria Helleberg, professor og crossdresser Ditlev Tamm og professionel håndboldspiller Kristina ”Mulle” Kristiansen til Rosa Kildahl kendt fra bl.a. Tv-programmet Den Store Bagedyst, forfatter og musiker Benjamin Koppel og nyhedsvært og tidligere chefredaktør Troels Mylenberg, når vi sammen med LOF Lolland Falster slår dørene op for en ny omgang Folkekøkken & Foredrag.

Skildring af stærke kvinder

Første skud på stammen er Maria Helleberg med et spændende foredrag om hendes populære bogserie, Thy-serien. Siden 2016 har Maria Helleberg rettet blikket højt mod nord og skildret sin egen vilde families historie. Første bind i serien er den medrivende slægtsroman Kvinderne fra Thy.

I romanen suges vi ind i et portræt af livet på landet og i provinsen, som det tegnede sig for kvinder i 1800-tallet og hen over århundredskiftet. Vi følger moderen Mariane og datteren Marie Dusine og de to stærke kvinders vandring gennem et liv, der går brat ned og langsomt op. De følgende bøger Søstrene fra Thy og Barnet fra Thy bygger videre på den historiske, medrivende fortælling og ligeledes gør Teenageren fra Thy, som udkom sidste år. Hør om hele serien, den seneste bog og om Hellebergs forfatterskab, når hun gæster højskolen.

Læs mere om foredragene og køb billet HER

Folkekøkken & Foredrag – et samarbejde på tværs

Sammen med LOF Lolland Falster har vi gennem mange år kørt den populære arrangementsserie Folkekøkken & Foredrag, hvor man foruden et interessant foredrag kan tilkøbe en lækker omgang husmandskost. Igen i år foregår spisningen kl. 18.00 på Marielyst Bistro & Bar, som er placeret på Torvet på Marielyst. Her kan man nyde et dejligt måltid mad i bedste folkekøkkenstil, hvor man placeres til bords sammen med andre. Menuen er forskellig fra gang til gang og til første foredrag kan du således glæde dig til boeuf bourguignon med grov mos.
OBS. Fra 1. oktober og fremadrettet foregår spisningen på højskolen, hvor vi har plads til 40 spisende gæster foruden vores kursister.

Billetter

Billetterne koster 300 kr. for spisning og foredrag og 150 kr. (+ gebyr) for blot foredraget, som finder sted i højskolens koncerthus. Billetter med spisning skal købes senest kl. 12.00 på dagen, og eventuelle resterende billetter til foredraget sælges ved indgangen til Koncerthuset på dagen fra kl. 19.00.