Når jeg tænker på Grundloven, kommer der i mit sind først et paragraftegn som er så smukt i sin form, derefter et billede; jeg ser for mig et telt i haven på Frederiksborg slot, året er måske 1847, det er sommer som nu, der er støvregn i luften men samtidig varmt. I teltet er stillet behagelige stole, i den ene sidder Frederik den 7., i de andre Carl Berling og Louise Rasmussen, som vi senere kender som grevinde Danner. Kongen og Berling ryger lange piber og er iført fez, de er moderne mænd, tiltrukket af orientalismen, de taler om, hvorvidt de skal fiske i voldgraven, hvor der er sat fisk ud, så kongen har nemt ved at få sin fangst. Ved siden af Louise ligger to hunde, kongens hund hedder Tyrk, Louises hedder Holger, de er broholmere, som er en dansk hunderace fra middelalderen. Louise læser et brev, måske fra Bondevennerne, den politiske organisation hun støtter, og som presser på for at få den grundlov, der er i støbeskeen, til at være i deres ånd. De ved, hvor meget Louises mening betyder for kongen, hun er hans skytsånd i alle livets affærer, dog sender han stadig Tyrk ind først i deres soveværelse om aftenen for at jage spøgelser væk.

De strømninger der ligger bag den grundlov vi fejrer i dag, er forenet i de tre mennesker. Kongen, hans bedste ven Carl og hans elskerinde Louise. De var ikke blot en kærlighedstrekant, som det tilsyneladende lykkedes at flette kærlighed og venskab og politisk tænkning sammen imellem sig, de forenede også de tre magtfaktorer, der den dag i dag er styrende i vores demokrati; statsmagten, erhvervslivet og det, vi kan kalde folkets stemme. De forenede også tidens internationale strømninger med det nationale; en tyrkisk fez på hovedet og danske broholmere ved navn Tyrk og Holger ved fødderne. Der er noget smukt over, at udviklingen hen imod vores moderne demokrati også er båret af en åben, favnende kærlighed og passion. Som mange af jer nok ved, tøvede Frederik den 7. i flere uger med at underskrive grundloven, til stor bekymring for Bardenfleth, Monrad og Lehman, der trippende stod klar i gemakkerne på Christiansborg og ventede på den underskrift, der skulle forandre Danmark fra enevælde til et flertalsvælde. Først den 5. juni skrev kongen under, på den dag, Louise Rasmussen og Carl Berlings fælles søn, der naturligvis hed Frederik, fyldte 8 år; kongens elskerinde og hans bedste vens søn, et barn der var sat i pleje, fordi de hårde holdninger til stand og ægteskab krævede det. Frederik den 7. giver den dreng grundloven i fødselsdagsgave og skriver senere:

”Tirsdag formiddag kl. 11 underskrev jeg Danmarks Riges Grundlov og gjorde derved Danmark til et indskrænket monarkisk Rige, hvorved den i 200 Aar bestående enevældige Regering blev kastet over ende og Konstitutionen indført. – Herpaa hævede jeg Rigsdagen ved en kort Tale kl. 12 og returnerede til Frederiksborg om Eftermiddagen.”

Frederiksborg Slot, hvor Louise og måske også Carl Berling ventede, måske med fiskestangen klar, i hvert fald med Tyrk og Holger.

At vælge netop denne dag er for mig en smuk kærlighedsgerning, som ikke blot kaster et kærligt skær over selve loven, men også er en mulighed for at se Frederik den 7. fra en anden side, end historikerne normalt gør. Frederik beskrives som svag, fordrukken og pralende – det kan da godt være, at han blev kaldt Frederik Folkekær, men det er som om tilnavnet i historikernes øjne er temmelig nedladende. For der er jo det med Louise og hendes herkomst. Hun er blevet kaldt mange grimme ting, blandt andet styg, og stor var min overraskelse, da jeg for nylig så et billede af Louise, hvor hun lignede mig selv betragteligt.

For mig at se, må vi hylde Frederik den 7. for sit mod til at se realiteterne i øjnene, både på det personlige og det politiske plan. For at turde se i øjnene, at den tid, han var vokset op i og var rundet af, var slut. At for at kunne bevare noget, var han nødt til at ofre noget. I to hundrede år havde Danmark været enevældigt, kongen havde uindskrænket magt over folket og adelen, krigsmaskinen og landets indtægter. Det forventedes, at kongen giftede sig af pligt og ikke af kærlighed, og helt sikkert med en fra sin egen stand. Ens stand, den klasse man var født ind i, betød mere end kærligheden. Kærlighed kunne man dyrke ved siden af, hvis man var mand vel at mærke, for kvinder var det bandlyst, som Frederik den 7.s egen mor Juliane Karoline var blevet forvist fra hans liv da han var spæd, af hans enevældige far, fordi hun havde en affære med sin sanglærer.

Alt dette træder kongen væk fra. Han lytter til det spøgelse, Marx siger går gennem Europa, og som måske, måske ikke er det spøgelse, Tyrk skal ind og jage bort fra soveværelset om natten; folkestemmens spøgelse. Det kan godt være, at den grundlov, han underskrev den 5. juni kun gav stemmeret til 15 % af Danmarks befolkning; men 15 % var betydeligt mere end én mand, og blev det første skridt hen imod i dag, hvor de fleste af os snart skal i stemmeboksen. Der skulle et gevaldigt mod til at se sig selv og sin position i øjnene og sige: Alt det jeg kender, alt det jeg har lært, kaster jeg væk, fordi jeg tror det er det rigtige og går ind i en fremtid jeg ikke kender. På det personlige plan skal der mod til at sige: Jeg vil gifte mig med denne kvinde, fordi hun er klog, fordi hun er min skytsengel, uanset at hun kommer fra folket, uanset hendes baggrund, uanset at hun har et barn med min bedste ven. Der er nok mere her at se i øjnene; at han selv var steril, at han ikke kunne hænge sammen uden at Louise var i nærheden.

Og hvis vi tror, at de shitstorme man kan møde på de sociale medier i dag, er hårde, skal man blot se, hvad der ramte Frederik den 7. og grevinde Danner af smædeviser, demonstrationer foran deres gemakker på Christiansborg, isnende udelukkelse fra sociale sammenhænge, teaterstykker der hænger dem ud, selv langt op i vores tid. Kærligheden har skullet være stærk som silketråd og metal for at modstå den modstand. Der har skullet en stor indre styrke til at stå fast på det kongen troede på, og støde de stærke kræfter i adelen og i den nye regering til side, som modarbejdede hans ønsker.

Frederik den 7. var en forandringens mand med mod til at tro på en fremtid, han ikke kendte, at tage vidtrækkende beslutninger uden at vide, hvordan det hele ville ende. Samtidig er der denne dobbelthed; denne styrke og samtidig en total fejlvurdering af det tyske spørgsmål – kongen førte også Danmark ind i en krig, der måske kunne have været undgået. Der var hans løgne og hans praleri, hans fordrukkenhed. Men måske er dette ikke en modsætning; måske er tingene altid komplicerede og mangetydige, og måske forstår vi det hele bedst, hvis vi tør se hele billedet.

Samtidig med den forandring grundloven medførte, skete der mange andre forandringer her midt i 1800-tallet. Det er her industrialiseringen for alvor tager fart. Den landskabsforandring vi kalder udskiftningen, hvor store dele af landskabet blev drænet, tog til i fart sammen med den nye teknologi. Dampmaskinen og en stærk øget maskinkraft skyller ind over landet. I løbet af de 175 år, der er gået siden Grundlovens underskrivelse, er 95 procent af Danmarks vådområder forsvundet. De blev lavet til pløjemarker, og med mere god mad blev vi danskere også flere, mange flere. Det var også dengang vi for alvor begyndte at brænde kul og olie af, og med industrialiseringen kom der også mange nye industrier til, og gift blev noget vi producerede og forbrugte.

 Som med Frederik den 7.s væsen er historien kompliceret og mangetydig; og for at forstå den skal vi have hans mod til at se tydeligt og klart på den tid der kommer før os, og se om vi måske skal og kan forandre den lige så radikalt, som grundloven forandrede vores demokrati. Et nyt spøgelse, et venligt grønt spøgelse går gennem Europa, og det er vigtigt at vi ikke skræmmer det væk.

Vi bliver nødt til at være lige så modige som Frederik den 7. og se os selv og vores svagheder i øjnene. Som folk er vi også kyniske og grådige; vi hælder gift i havet, lader kvælstof kvæle vores smukke fiskerige fjorde, og der er tilsyneladende mange flere end vi tror, der bedrager samfundet. Hvis vi vil forandre den udvikling der gør vores vidunderlige vand iltfattigt, gør vores vidunderlige land bifattigt og for varmt og for vådt, må vi se i øjnene, at vi ikke altid står på det godes side.

Vi bør som Frederik have mod til at se realiteterne i øjnene, og ikke bare fortsætte, som vi har gjort de sidste 200 år. Enevælden blev væltet af demokratiet efter 200 år, lad også udbytningen af naturen ende efter 200 år og lad den afløses af det, vi kalder den grønne omstilling. For alvor, som grundloven var for alvor. Vi må også have modet til at forandre vores samfund radikalt, til noget, der måske står nogen og hylder i en tale om 175 år. Vi må turde forandringen, selvom man har dele af magten imod sig, som Frederik den 7 havde dele af magten imod sig. Vi må turde blive sagt imod og smædet, også når vi bliver smædet for at elske noget. For måske er kærlighedens væsen ikke kun at være rettet mod en person – det kan også være kærlighed til det land, vi lever i, til den natur, der ganske vist kun er de få procent tilbage af; men som vi kan få tilbage og opretholde, hvis vi tør tage nogle vanskelige og hårde valg og beslutninger, som vi ved, kan møde modstand. Måske kan vores kærlighed til naturen overvinde modstanden fra dem, der ønsker at bevare en udnyttelse af jorden og havet, en udnyttelse, der ikke er bevaringsværdig, som enevælden og det standsmæssige ægteskab ikke var bevaringsværdigt.  Hvor Frederik den 7. havde sin Louise, kan skovene kan være vores elskerinde, fjordene kan være dem, vi gifter os med til venstre hånd, vi kan lade et fiskerigt hav omslutte os, mens buh-råbene lyder og demonstrationerne står udenfor Christiansborg, som der i sin tid blev demonstreret udenfor de selvsamme mure mod den kvinde, kongen elskede; vi kan lade naturens love være vores nye grundlov og følge dens bud, være modige, se også de dårlige sider af os selv i øjnene, for at kunne komme videre ind i fremtiden. Lad os turde ændre de fundamentale vilkår for samfundet, som Frederik den 7. turde det i med sit triumvirat af magt, erhvervsliv og folkets stemme; et mod baseret på kærlighed.