I år står mesterkok Henrik Jyrk for måltiderne på Seniorfestivalen, som finder sted på Højskolen Marielyst den 23. og 24. juli.
Henrik Jyrk har mange ting på cv’et. Han er tidligere køkkenchef på Michelinrestauranten Atelier Crenn i Californien og står bag Dining by Jyrk og Food by Jyrk. Derudover toner han fra tid til anden frem på skærmen, når han tryller i køkkenet i TV 2’s Go’ morgen Danmark. Og så har han to år i træk vundet Sol over Gudhjem, som er Danmarks største madfestival og kokkekonkurrence. I foråret kunne han tilføje Streetfoodmarkedet på Marielyst til listen over spændende projekter.
Tarteletter og lækre salater
Onsdag den 23. og torsdag den 24. juli står han klar på Seniorfestivalen i Højskolen Marielysts park, hvor han i år står for festivalmaden. Der er masser af spændende retter at glæde sig til på menukortet – lige fra tarteletter, til grillede økologiske pølser, flæskestegssandwich og lækre salater.
”Det er så skønt, at Henrik Jyrk kommer og tryller lækkerier frem til os til festivalen. De sidste par år har højskolen stort set stået for alt mad selv, og det har fungeret rigtig godt, men vi har også en fuldt booket højskole med 85 kursister, 70 frivillige, udstillere og personale, der skal kokkereres til, så det er dejligt at have nogle udefra til at sørge for festivalmaden for de godt og vel 1800 gæster dagligt – og i en sådan kaliber kan det kun blive godt,” siger forstander Jesper Bertelsen og tilføjer, at højskolen igen i år selv står for hjemmebagte kager og morgenstykker med pålæg.
Mesterkokken glæder sig
Også Henrik Jyrk ser frem til festivalen:
”Jeg glæder mig supermeget til at lave noget god mad til gæsterne, høre noget god musik og i det hele taget bare mærke stemningen og være en del af festivalen.”
Programmet er på plads
Festivalprogrammet er helt på plads og byder på navne som Anne Linnet, Michael Carøe, Kaya Brüel, Steen Jørgensen, Lasse og Mathilde, Pia Raug og Alex Nyborg Madsen for bare at nævne nogle få. Derudover vil der tradition tro selvfølgelig også være musikalske foredrag og morgensang af skolens lærere.
Læs mere om festivalen, se hele programmet og køb din billet HER
Foto: Forstander på Højskolen Marielyst Jesper Bertelsen (tv) og mesterkok Henrik Jyrk (th). Her til Madens Folkemøde i Nykøbing F. i maj.