Højskolens forstander Malene Bjerre var søndag inviteret som gæsteprædikant i Væggerløse Kirke. Her kan du læse hendes prædiken, som fik fine ord med på vejen.
“Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
En dag spurgte farisæerne hvornår Guds kongerige ville blive til virkelighed. »Det kommer ikke så man kan se og røre ved det,« svarede Jesus. »Man vil ikke kunne sige: ›Se, der er det‹ eller ›Nej, det er hér‹. Guds kongerige findes allerede midt imellem jer‹.«
Så sagde han til disciplene: »Der vil komme dage hvor I ville ønske at I kunne se Menneskesønnen, men det nytter ikke noget. Folk vil sige: ›Han er her‹ og ›Nej, han er der‹, men I skal ikke gå med for at se efter. Den dag jeg kommer tilbage, vil det være lige så lysende klart som når et lyn oplyser hele himlen. Men først vil jeg blive mishandlet, og jeg vil blive forkastet af mit eget folk.
Det bliver præcis som det var på Noas tid. Folk spiste og drak og giftede sig lige til den dag hvor Noa gik ind i skibet. Så kom den store oversvømmelse og dræbte dem alle sammen. Det var det samme på Lots tid. Folk spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede, lige til den dag Lot forlod Sodoma. Så regnede det med ild og svovl fra himlen, og de blev alle sammen dræbt. Sådan bliver det også når jeg, Menneskesønnen, viser mig. Hvis man på det tidspunkt er oppe på taget, skal man ikke gå ned i huset for at hente sine ting. Og hvis man er ude på marken, så skal man ikke se sig tilbage. Husk hvad der skete med Lots kone. Den der prøver at redde sit liv, vil miste det, men den der giver afkald på livet, får det igen.
For et par uger siden kørte jeg i bil en søndag formiddag, mens jeg sad og lyttede til P2, hvor skuespilleren Pelle Hvenegaard – som I måske kan huske som drengen Pelle fra Pelle Erobreren – var gæst i programmet ’Stines Søndag’. Han havde netop spillet en salme, ”Hvordan kan man tale om kærlighed”, som han for nylig havde hørt i en kirke, og som han var blevet meget berørt af. Det havde været til et bryllup hos et vennepar, forældrene til hans egen datters bedste veninde, og moren var alvorligt syg. Han var tæt på at græde, da han fortalte om det. Og så sagde han sådan her:
”Jeg kan godt have det svært med salmer, for jeg er ikke religiøs. Sommetider oplever jeg at tingene bliver flyttet væk fra mig og fra det følelsesmæssige, når der bliver for meget Vorherre. Jeg kan godt blive helt træt i kirken, for hvad er det vi forestiller os: Smid nu maskespillet og lad os komme ind til det som det handler om.”
Jeg lagde mærke til det, for på en måde minder det mig om det der står i det tekststed fra Lukasevangeliet, som vi netop har fået læst højt. Farisæerne spørger: Hvornår kommer Guds kongerige, og så må Jesus skuffe dem: Det kommer ikke på en måde, så I kan stå og kigge på det. Uanset hvor meget I længes efter at se Guds verden eller at se mig her i jeres verden igen, efter at jeg er død, så kommer I ikke til det.
Et liv på to etager
Jeg forstår virkelig godt Pelle Hvenegaard. Jeg kender godt til at kunne blive berørt af det der sker i kirken – men også til at have en fornemmelse af at kirkens ord: om Gud, om Jesus, det evige liv og Guds rige – de får det hele til at fjerne sig fra mig i stedet for at bringe det tættere på.
Men jeg synes også han tager fejl. Og den der bedst har fået mig til at forstå det, er digteren Søren Ulrik Thomsen. Han har sagt sådan her:
Vi mennesker lever altid på to etager samtidig. Et liv, der er bestemt af de særlige historiske vilkår, som lige netop vi lever under. Dem kan vi forholde os rationelt til, arbejde med, prøve at ændre på.
Og så er der samtidig forhold i livet, som slet ikke har med det historiske at gøre: Vi forelsker os, vi mister hinanden, vi skal dø. De vilkår må vi overgive os til, for vi forstår dem ikke, og ingen politiske handlinger kan ændre på dem.
Og så siger han en ting mere:
Man må have et sprog, hvormed man forholder sig til det, vi ikke forstår. Læg mærke til (siger Søren Ulrik Thomsen altså), at jeg ikke siger et sprog FOR det, vi ikke forstår, for havde man det, var man jo begyndt at forstå det.
Der er altså et sprog til 1. etage og så er der et til 2. etage. Førstesalssproget, det er det der vedrører alt det vi kan gøre noget ved. Det er fx det politiske sprog. Hvis ældreområdet i DK ikke fungerer godt nok, så kan vi undersøge hvorfor, analysere de forskellige årsager – er der mon nok ressourcer? Er hjemmeplejen godt nok uddannet? Er reglerne tilstrækkelige, og kan vi blive bedre til at sørge for god mad og fysisk træning til de ældre?
Men det er bare ikke alt vi kan gøre noget ved. Som Søren Ulrik Thomsen siger: Vi fødes, vi forelsker os, vi skal dø. Det er ikke noget vi kan styre. Det kan godt være at forskningen kommer til at kunne lægge nogle år til vores liv, men det ændrer ikke på at der kommer til at ske det fuldstændig ubegribelige for os hver især, at vi på et tidspunkt skal dø.
Og så er det Søren Ulrik Thomsen siger: Det forhold at der er noget helt afgørende i vores liv, som vi ikke kan kontrollere, det har vi brug for at forholde os til.
Kirkens og kristendommens sprog er netop sprog til 2. sal. Og som Søren Ulrik Thomsen understreger: Det er ikke et sprog FOR det vi ikke forstår, for hvis vi havde det var vi begyndt at forstå det. Og det er jo netop det vi ikke kan.
Men Pelle Hvenegaard hører sproget om Vorherre, som han siger, som et maskespil. Lad os dog bare sige det som det er, siger han. Lad os bruge 1. salens sprog i stedet.
Det er sjovt, for salmens sprog har jo faktisk gjort sin virkning. Pelle Hvenegaard BLEV dybt berørt, men han ser det som det sker på trods, ikke på grund af salmen.
“Hvornår kommer det der gudsrige?”
Jeg tror farisæerne har samme 1. sals forventning til det, Jesus siger. Det der gudsrige, som du har tænkt dig at indføre, Jesus, hvornår skal vi regne med at det sker, spørger de.
Men Jesus svarer: Det sker ikke på den måde som I forestiller jer. Det er ikke en ny politisk virkelighed. Gudsriget er midt imellem os, det er noget vi hele tiden har adgang til. Vi er bare nødt til at gå op på 2. sal.
Og hvordan gør man så det? Kender vi til andet, der befinder sig på 2. sal? På Højskolen Marielyst, hvor jeg er forstander, taler jeg somme tider med kursisterne om fortryllelse. Det er den oplevelse af at tiden står stille og verden er større end os selv, som vi er mange der husker fra vores barndom, måske især fra vores barndoms jul. Men vi kan hele tiden stadig opleve glimt af fortryllelse.
Og så fortæller jeg om en af mit livs store fortryllelsesoplevelser, da jeg som 14-årig var på Roskilde Festival for første gang, og skulle se gruppen Santana. Jeg var heldig og fik en god plads foran, men så kom jeg til at stå bag en meget høj og bredskuldret mand og kunne ingenting se. Og så vendte den her store mand sig rundt, fik øje på mig og fik sikkert ondt af den lille pige. Og så spurgte han om jeg ville op at sidde på hans skuldre. Deroppefra så jeg resten af koncerten. Solen skinnede, musikken var fantastisk, jeg sad der og så ud over en menneskemængde på 30.000 mennesker – og jeg glemmer det aldrig.
Fornemmelse af tiden som et kværnende tog, der bare kører af sted med mig, blev bremset for et øjeblik.
Når jeg så beder kursisterne om at fortælle om en af deres fortryllelsesoplevelser, ved de stort set alle sammen hvad jeg taler om. Nogle fortæller om at stå i Grønland og se ud over indlandsisen. Nogle fortæller om at være til stede ved et barnebarns fødsel, nogle taler om at synge i kor eller lytte til en violinkoncert.
Nede på 1. sal kører tiden af sted med os, og der er intet vi kan stille op med det. På 1. sal kommer vi ikke til at se Jesus, Menneskesønnen, igen.
Men på 2. sal er tiden ophævet, der har vi adgang til det hele, og vi kan aldrig miste det. DET er det evige liv.
Vi vil have kontrol over alt
Kan vi så blive bedre til at komme op på 2. sal en gang imellem, eller er vi bare heldige når det sker? Det har tekststedet fra Lukas også noget at sige om: Den der prøver at redde sit liv, vil miste det, men den der giver afkald på livet, får det igen.
Hvor gådefuldt og paradoksalt kan det blive: Vi kan kun få det evige liv ved at give afkald det. En tysk filosof, Hartmut Rosa, siger det samme med nogle andre ord. Vi vil gerne have kontrol over alt her i livet, siger han. Vi har apps på telefoner der fortæller os om vi har gået nok skridt, og om søvnen har været tilstrækkeligt dyb. Vi har babyalarm på vores børn mens de sover, så vi kan sikre os at de trækker vejret. Børn i 5. klasse bliver sat til at lave uddannelsesplaner, så de i god tid kan sikre sig at de får de rigtige kompetencer. Vi laver lange to do-lister så vi har styr på alt det vi skal nå i løbet af dagen, herunder ringe til vores gamle mor.
Vi gør det for at få et trygt, sikkert og i sidste ende lykkeligt liv. Men der sker det modsatte, siger Rosa. Verden lukker sig for os og føles død og fjendtlig, for livet og nærværet og derfor det meningsfulde ligger i det ukontrollerbare.
Hvis vi skal op på 2. sal, skal vi kunne give slip og være til stede og give afkald på kontrollen: Den der prøver at redde sit liv, vil miste det, men den der giver afkald på livet, får det igen.
Smid nu maskespillet og lad os komme ind til det som det handler om, siger Pelle Hvenegaard. Jeg tror han beder om fortryllelse: Om at få standset tiden og nå ud over førstesalens evindelige forsøg på kontrol. Om at kunne tro på at det hele nok skal gå med moren til hans datters veninde, og hvis det ikke går, at det så nok skal gå alligevel. Og selvom salmen fortryllede ham et øjeblik, så er der noget ved kirkens sprog om Gud og det evige liv, der får ham til at tro at det er et sprog til 1. sal. Det er det ikke, det er et sprog til 2.
Som tidligere kommunikationskonsulent i folkekirken har jeg været meget optaget af at få kirken til at varedeklarere det forhold lidt tydeligere – og det synes jeg stadig er en god ide.
Men jeg har også lyst til at sige til Pelle Hvenegaard: Måske skulle han bare give slip. Og det siger jeg lige så meget til mig selv og til os alle sammen. Måske skulle vi bare give slip. Amen.”
