Tag på et 1-uges højskolekursus, hvor du kan vælge mellem 4 fag. Det ideelle kursus for dig, der vil have en ven, søster eller ægtefælle med og som har andre interesser end dig …
Selvom du ikke har samme interesser som din ægtefælle, søster, veninde eller kammerat, kan I sagtens tage på højskole sammen. På vores kursus i starten af oktober får du nemlig hele 4 fag at vælge i mellem.
Her kan I hver især prøve kræfter med enten træning af kroppen med hatha-yoga, være spirituel og udforske det ukendte mellem himmel og jord, lade kreativiteten få frit løb og male flotte billeder med udgangspunkt i et foto eller gå på svampejagt i naturen.
Halvdelen af undervisningstiden går med det valgte fag. Resten af undervisningen er fælles for alle med inspirerende morgensamlinger, overraskende foredrag, udflugt og festmiddag.
Og så er det endda kun en del af oplevelsen ved at være på højskole, når man er senior. For oveni undervisningen får du lejlighed til masser af hyggeligt samvær med de andre kursister med masser af fællessang og musik – og ikke mindst god mad.
Valgfagene på kurset er:
YOGA FOR SENIORER
Yoga for seniorer på Marielyst er blevet så populært. Der er også god grund til, at rigtig mange seniorer er begejstrede for at dyrke yoga. For yoga træner både krop og sind. På kurset står den på hatha-yoga. I hatha-yoga forsøger man at få kontrol over det fysiske legeme og åndedrættet ved at praktisere yogaens mange klassiske øvelser, og man forsøger at skabe balance både fysisk og psykisk. Yogaøvelserne giver styrke og smidighed til kroppen, og man er inde at påvirke både muskler, led, organer og bindevæv. I yoga har vi stor opmærksomhed på åndedrættet for at øge oplevelsen af nærvær, i at mærke kroppen og få en oplevelse af tilstedeværelse i nuet. Derfor lærer du at turde trække vejret fuldt og roligt igennem. Ved hjælp af åndedrætsøvelser tilfører vi kroppen ny energi, og det er med til at øge vores modstandskraft og give os en oplevelse af indre ro og balance. Undervisningen er bygget op i faser således, at din krop kan indstille sig på yoga. Efter udførelse af de klassiske øvelser samt fokus på åndedrætsøvelser lukkes kroppen langsomt ned igen med en dejlig afspænding, så øvelserne kan få lov til at forplante sig i krop og sind. Lærer: Lone Friis.
MELLEM HIMMEL OG JORD
Et kursus med samtale og debat om åndelighed. For hvad findes mere mellem himmel og jord? Vi kaster os ud i de svære samtaler i grupper af forskellig størrelse og sammensætning, hvor det vil være vigtigere at lytte til andres synspunkter end at argumentere for sine egne. Mellem gruppediskussionerne vil der være oplæg fra gæster, artikler, podcasts og video om livets store spørgsmål. Kurset afvikles med samme form som kurset Eksistens, men fokus ligger på det åndelige frem for det etiske og politiske som på Eksistens-kurset. Lærer: Thomas Bjerre.
FRA FOTO TIL MALERI
Kunstnere har til alle tider ladet sig inspirere af andres billeder. På dette kursus lærer du at male efter et medbragt foto (som print eller på computer) og give det sit eget udtryk som maleri, hvad enten du maler med akryl eller akvarel. Vil du bearbejde fotoet først på computer, får du også hjælp til det. Er du ny i malerkunstens verden, lærer du grundlæggende maleteknikker. Er du derimod inde i basisteknikkerne, vil der være tips og ideer til at få malerierne til at stråle. Medbring gerne egne farver og lærreder. Ellers har vi. Lærer: Jan Borre.
SVAMPEJAGT I NATUREN
Alle svampe kan spises – det er bare virkningen, der er forskellig! Skal du på svampejagt, er det derfor altafgørende, at du kan kende forskel på spiselige og giftige svampe. På dette kursus drager vi ud i naturen og lærer kunsten at finde de gode spisesvampe – og skelne dem fra de uspiselige og giftige. Vi fokuserer på de større og lettere genkendelige svampegrupper som champignons, skørhatte, mælkehatte, rørhatte og fx fluesvampe. Får vi en god høst med hjem, kan vi måske overtale køkkenchefen til at tilberede dem til et af skolens mange lækre måltider. Lærer: Simon Vikstrøm