Højskolen Marielyst tilbyder kunstnere ro og fred til at arbejde – og adgang til et interesseret publikum.

“Det kan ikke bruges til noget som helst fornuftigt, og det er på en måde pointen i det.“

Billedkunstner Jette Mellgren har været på refugieophold på Højskolen Marielyst i de sidste to uger, og i dag viste hun sine værker frem. Unyttige frembringelse som dem, dronning Margrethe har lært os vi skal lave.

Jette Mellgren arbejder med naturens materialer, og kurvene og de små fletstykker er blandt andet lavet af rabarber, majs og mælkebøtter. “Jeg kan godt lide at arbejde med det, der er så almindeligt, at vi ikke lægger mærke til det, vi vader bare forbi det. Og vise, at de her skrøbelige materialer er fulde af styrke – ligesom livet “

Spændende at følge arbejdet

Kursisterne kigger og rører og lugter til plantefibrene og spørger nysgerrigt til, hvordan man skaber de fine, bløde overflader.

“Det har været så spændende at følge dit arbejde,” siger flere til hende.

“Det er nu også hyggeligt at arbejde med musik og sang omkring mig,” svarer hun.

“Og læg lige mærke til alle de farver, rabarberne og mærkebøtterne har, vidste I godt det? Nu håber jeg at I fremover vil lægge mærke til dem på en ny måde.”

Udstilling af Jette Melgrens værker
Kursister ser på Jette Mellgrens værker
Udstilling af Jette Melgrens værker
Jette Mellgren og Peter Søvad
Materialer til fletværkerne

Vil du være refugiegæst?

Hvert år tilbyder vi refugieophold til kunstnere, der arbejder professionelt med kunsten i alle dets former. Kunne du tænke dig at arbejde med din kunst hos os, kan du ansøge om et tougers ophold.