Højskolerne har velfortjent vundet afstemningen som uerstattelig dansk kulturarv, der bør på UNESCO’s liste. Men husk at højskoler ikke kun er for de unge.
Af forstander Malene Bjerre
Mandag kunne kulturministeren annoncere, at de danske folkehøjskoler har vundet den folkelige afstemning om, hvilke uerstattelige levende traditioner der bør optages på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv. Det er et stærkt bud – for hvor mange andre lande tilbyder unge mennesker muligheden for at bruge måneder på en eksamensfri skole, hvor målet ikke er karakterer, men dannelse?
Men måske har vi det med at glemme det mest unikke: Højskolerne er ikke kun for unge. De er også for ældre – og det er mindst lige så vigtigt.
På vores seniorhøjskole er gennemsnitsalderen over 70. Her kommer mennesker, der hele livet har taget ansvar. Opdraget børn, haft jobs, stemt til valg og betalt deres skat. De burde være færdige med at danne sig til myndige menneske, kunne man mene. Men netop i livets tredje kapitel bliver dannelsen vigtig igen – bare i en ny form. Her handler det ikke om at finde ud af, hvem man er. Men om at finde sig selv igen, når ens rolle i livet og samfundet forandrer sig.
En kursist fortalte for nylig, at det var hendes børn, der havde presset på for, at hun skulle på højskole. Hendes mand døde for otte måneder siden, og siden havde hun mest siddet i sit sofahjørne. Nu skulle hun i gang med livet igen, syntes de – og det syntes hun egentlig også selv.
En anden kursist ville være bedre til at bruge digitale værktøjer, fordi han var begyndt at miste overblikket over, hvordan han bookede tid hos lægen eller fandt beskeder fra kommunen.
En tredje kom for at lære at spille trommer. En skør gammel drøm, sagde hun selv – men hvorfor ikke?
Det er dannelse, når det er allermest livsnært. Men der gemmer sig også en modstandshandling i det. For i et samfund, hvor ungdommen dyrkes – hvor ældre må sende flere jobansøgninger end alle andre og går på ufrivillig tidlig pension, fordi de ikke kan få et arbejde; hvor ældre bliver talt om men sjældent med i medier og beslutningsprocesser – repræsenterer højskolerne for seniorer en form for stille oprør. En måde at sige: Vi er her endnu. Vi har stadig noget at lære – og noget at bidrage med.
Cellofanmennesker
I bogen Løvfald beskriver den pensionerede sygeplejerske Lise Ehlers den usynlighed, mange ældre føler, når de bevæger sig i det offentlige rum. Hun kalder dem “cellofanmennesker” – nogen, man ser lige igennem. Den oplevelse kender mange af vores kursister alt for godt. Men på højskolen træder de ud af usynligheden, ikke bare fordi nogen ser dem, men fordi de genfinder sig selv som myndige og deltagende mennesker i en verden, der ellers har det med at vende blikket væk.
Det burde vi som samfund hylde mindst lige så meget som de unges højskoleophold. Men vi taler for lidt om det. Måske fordi de ældre sjældent skriver debatindlæg. Mange af dem tror ikke længere, at de har noget vigtigt at sige, som verden vil lytte til.
Men netop derfor skal vi lytte. Og næste gang højskolerne skal hyldes, kan medierne tage til seniorhøjskolerne i Marielyst, Rude Strand, Liselund eller Nørre Nissum. En af grundene til at højskolerne er umistelige, er, at de gør ældre mennesker synlige og giver dem en plads i samfundet.
Debatindlægget blev bragt den 26.6. 2025 i Kristeligt Dagblad