Seniorfestivalen byder igen i år på masser af dans – denne gang kan du tilmed slå dig løs på dansegulvet, når teltet omdannes til diskotek
Seniorfestivalen er mange ting. Koncerter. Talks. Debatter. Foredrag. Samvær. Sidste år blev der sågar tilføjet et dansetelt til festivalpladsen. Det faldt i god jord hos publikum, hvor mange benyttede sig af at danse alt fra argentinsk tango og seniordans til afrikansk dans og swing under kyndig vejledning af lokale danseinstruktører. Derfor gentager vi på højskolen tiltaget, når Seniorfestivalen finder sted i parken onsdag den 26. og torsdag den 27. juli.
Fra linedance til salsa
I år kan du både kaste sig ud i linedance, swing, fitnessdans, salsa og seniordans, når undervisningen kører fra kl. 11.30 til 18.30 af en times varighed. Som noget nyt i år slutter programmet i danseteltet af med diskotek kl. 19 til 20, hvor der er mulighed for at byde op til dans efter alle kunstens regler.
”Sidste år var der flere, der efterspurgte fri dans og derfor prøver vi i år med en times diskotek, hvor vi sætter noget lækkert musik på i teltet, så alle dem der har lyst, kan danse løs”, fortæller festivalkoordinator Mette Rygaard Poulsen.
Se programmet i danseteltet HER
Pop og rock fra 80’erne og 90’erne
Musikken bliver en god blanding af pop og rock fra 80’erne og 90’erne, som de fleste kender og rigtig kan svinge hofterne til, inden festivaldagens sidste koncert med henholdsvis Søs Fenger, som lukker og slukker om onsdagen, samt Michael Carøe & Guldholdet, som er allersidste navn på årets festival torsdag aften.
Du kan læse mere om, hvem der optræder ellers onsdag og torsdag, få svar på de mest gængse spørgsmål og købe din 1-dags eller 2-dages billet til festivalen LIGE HER