Beskrivelse
Sommer på Sydhavsøerne med Seniorfestivalen
Her er to uger på højskolen fyldt med bevægelse, sang og musik. Fra morgenstunden er der tilbud om morgenbadning i Østersøen, gymnastik og morgensang i koncertsalen. Dagen igennem er der musikalske foredrag om alt fra svenske viser til Louis Armstrong og musikfænomenet Taylor Swift. Det hele topper med de to dage med Seniorfestivalen, den 23.-24. juli, hvor du som kursist deltager på linje med alle de andre festivalseniorer. Undervejs skal vi også på udflugt til Dodekalitten, Sydhavsøernes svar på Stonehenge, og vi skal spise frokost på Søllestedgård, hvor man har indrettet et brasserie, som var vi midt i Paris, i en af længerne på det smukke lollandske gods. Glæd dig til to dejlige sommeruger på højskolen – og vær opmærksom på, at det her er et af årets mest populære hold, hvor pladserne meget hurtigt forsvinder. Kursusleder: Mikkel Thomas
Det skal vi også:
- Alle hverdage kl. 7 er der morgenbad i Østersøen for de morgenfriske.
- Morgengymnastik alle hverdage fra kl. 7.30 – 8.00, så medbring tøj, du kan bevæge dig i.
- Onsdag den 30. juli er der festmiddag om aftenen med en lækker treretters menu.
- Torsdag den 31. juli er der mulighed for at komme i Nykøbing Falster-revyen.
- I programmet er indlagt en heldags- og en halvdagsudflugt.
Detaljeret program følger.