Hold 2025-05: Hukommelse og erindring 6 dage 23.3.-29.3.

4.100,00 kr.10.600,00 kr.

Hold 2025-05: 6 dages kursus med 3 forskellige kursusforløb.

Herunder vælger du kursusforløb og værelse, og du har mulighed for at tilkøbe vores bustransport til/fra højskolen med stop Sjælør, Høje Taastrup og Køge Nord (400,- retur).

Se bustider HER.

0,00 kr.



Beskrivelse

Hukommelse og erindring

Vores hukommelse er ikke kun nøglen til fortiden, men er også vejen til en aktiv og skarp hjerne i fremtiden. Ved at træne og styrke evnen til at huske, kan vi forbedre koncentration, problemløsning og socialt samvær. Erindring er mere end blot at genkalde øjeblikke – det er en måde at forstå os selv og vores liv på, og ved at holde hjernen aktiv skaber vi bedre forudsætninger for livskvalitet og velvære.

Du skal vælge mellem tre kursusforløb:

Bridge
På dette bridgekursus får du både trænet meldinger, konventioner, spil og modspil, og du spiller selvfølgelig en masse bridge. Samtidig lærer du om bridgens historie, psykologi og kultur – og finder ud af, hvorfor det er så sundt at spille bridge. Underviseren er Jacob Røn, der bl.a. skriver artikler i magasinet Dansk Bridge og lever af at undervise i bridge. Han er tidligere landsholdsspiller og landstræner og har skrevet bøger om bridge. Oplys ved tilmelding, om du er nybegynder, let øvet eller rutineret spiller.

Hjernegymnastik
På dette kursusforløb får du trænet din hjerne på alle mulige måder. Vi skal træne hjernen i de processer, den er skabt til at udføre som vores bindemiddel til kroppen og omverdenen, og det gør vi ud fra alt, hvad videnskaben ved om hjernetræning. Vi skal udfordre balancen, koordinationsevnen og styrke motorikken; vi skal nyde godt af fællessangens gavnlige virkninger, øve hukommelsen og skabe gode hjernevaner, du kan få med dig hjem. Lærer: SMART-instruktør Thomas Bjerre

Erindringsværksted
Vi arbejder med erindringer med kreative twist. Med udgangspunkt i billeder, farver og genstande, arbejder og fortæller vi om oplevelser fra vores liv. Vi laver nedslag i livet med emner som f.eks. din barndoms jul, din konfirmation, hvem der har gjort en forskel i dit liv, hvad dit første job var, havde du mon en poesibog, hvordan forløb din første skoledag, hvordan så din første skoletaske ud, hvordan så din første cykel ud osv. Vi laver en erindringsæske og et layout til forsiden på en erindringsbog. Det vil være fint, hvis du udvælger og tager nogle af dine billeder med. Hvis du har en poesibog, så tag meget gerne den med. Som udgangspunkt er der ikke materialeudgifter til kursusforløbet her. Lærer: Kirsten Mikkelsen

Det sker der også:

  • Gotvedgymnastik alle hverdage fra kl. 7.30 – 8.00, så medbring tøj, du kan bevæge dig i.
  • Efter eftermiddagskaffen er der typisk fælles foredrag, gåture eller andet på tværs af valgfagene.
  • Mandag den 24. marts får vi besøg af dokumentaristen Peter Øvig, der gennem mange af sine bøger har interesseret sig for forholdet mellem hukommelse og identitet.
  • Onsdag d. 26. marts er der festmiddag om aftenen med en lækker treretters menu.

Detaljeret program følger.