Hold 2022-22: Fugletræk med sort sol-tur, Få gang i skriveriet, Eksistens – filosofisk salon, Byg et hus d. 18/9 – 1/10

DKK 5,200.00DKK 18,800.00

 

Hold 22 er et 2 ugers kursus med valgfag som man følger begge uger

Pris i enkeltværelse 7.200,- (tillæg 3.000,- for fugletræk)

Pris i dobbeltværelse for 2 personer 12.800,- (tillæg 3.000,- pr. pers. for fugletræk)

Pris som dagskursist 5.200,- (tillæg 3.000,- for kajak – du deltager fra kl. 8.00 til 22.30 og overnatter hjemme)

DKK 0.00



Beskrivelse

FUGLETRÆK – med tur til Tøndermarsken

Falster er berømt for at være stedet, man ser fugletræk om efteråret – og Tøndermarsken i Sønderjylland er kendt for sine enorme mængder af stære, der æder sig fede dér, inden de trækker sydpå om efteråret. På dette kursus kan du opleve begge dele. Efter en introduktion hjemme på højskolen om mekanismerne bag fugletræk drager vi med bus 3 dage til Tøndermarsken (ophold på Hotel Ballumhus ved Bredebro) for at opleve det fantastiske fænomen det er, når stærene danser solen sort. Vi kører med traktorbussen gennem Vadehavet til den idylliske ø Mandø, ligesom vi besøger andre spændende fuglelokaliteter på turen. Hjemme igen udforsker vi fugletrækket på Falster med besøg på gode fuglelokationer som bl.a. Gedser Odde. Vi skal også til foredrag på Gedser Fuglestation og følge med i ringmærkningen. Lærer: Simon Vikstrøm.

 

FÅ GANG I SKRIVERIET

Har du lyst til at nedskrive dine erindringer til glæde for dig selv og dine efterkommere? Eller måske til at skrive en roman? Flere og flere oplever glæden, når ordene flyder, og ideer eller erindringer står lyslevende på papir. På dette kursus får du hjælp til at flytte tankerne fra hovedet til ord på papiret og til at gøre ordene på papiret levende. Du får også værktøjer til at finde erindringerne frem fra glemslen. Skrivekurset har max. 12 deltagere. Holdets lærer har selv skrevet en bog med alle sine gode råd til at få gang i skriveriet. Bogen hedder – lig kurset – ”Få gang i skriveriet” og kan bestilles på højskolens hjemmeside. Lærer: Hans Chr. Andersen.

 

EKSISTENS: HVERDAGSFILOSOFISK SALON

Over to uger tager vi livtag med de store spørgsmål her i livet. Første uge vil fokusere på individ og eksistens med temaer som tro, lykke, værdier, drifter, kærlighed og meningen med livet. Anden uge vil fokusere på sameksistens – om forholdet mellem individ og samfund: Samfundskontrakten, social kontrol, overvågning, køn og race, nationalitet, ære og skam, straf og tillid. Formen bliver små oplæg om de forskellige emner og derefter samtale og debat. Lærer: Thomas Bjerre.

 

BYG ET HUS!

Kom og vær med til at bygge et bæredygtigt mikrohus på to uger. Fremtiden kalder på bæredygtighed, mindre huse, mindre forbrug og mere samskabelse. Vi hygger og bygger et lille bitte anneks på 15 kvm, som skal stå i højskolens park. Det består af genbrugsmaterialer og andre bæredygtige materialer. Huset er tegnet af holdets lærer. Er du uddannet tømrer eller smed eller har andre særlige byggekvalifikationer, kan vi skrue op for detaljerne i projektet og hen ad vejen lave mere specielle løsninger. Men du behøver ikke at have forudsætninger for at bygge, du skal bare være glad for at slå søm i. Lærer: Mikkel Thomas Christensen.

 

Det sker der også:

Højskolens kreative værksted er åben de fleste eftermiddage på hverdage kl. 15.30 – 17.00

Onsdag d. 21. september er der festaften med 3-retters festmenu og underholdning

Lørdag d. 24. september er der heldagsudflugt i bus hvor vi spiser frokost på en restaurant og besøger seværdigheder på Sydhavsøerne