Beskrivelse
Vælg mellem valgfagene herunder som du følger hele dit højskoleophold:
HATHA YOGA FOR SENIORER
Vil du kræse om både krop og sind, er yoga ideelt. I Hatha yoga arbejder vi med at få kontrol over vores krop og åndedræt gennem yogaens mange klassiske øvelser. Yogaøvelserne gør dig smidig og styrker dine muskler, led, organer og dit bindevæv, mens åndedrætsøvelserne tilfører kroppen ny energi og giver dig en oplevelse af nærvær, indre ro og balance. Undervisningen er bygget op i faser således, at din krop indstiller sig på yoga. Vi slutter af med en dejlig omgang afspænding, så øvelserne kan få lov til at forplante sig i krop og sind. Lærer: Lone Friis.
GÅ TIL HUMOR
Kan man gå til humor som andre går til gymnastik eller italiensk? Ja, det kan du på dette kursus – uanset om du har let til grin eller sjældent rører lattermusklerne. Højskolens magister i humor Kåre Lind giver dig en indføring i teorier om humor og humorens historie. Gennem hele forløbet tester han også din og de andre kursisters sans for humor – for det rigtig interessante ved humor er jo, at vores sans for humor er så forskellig. Skulle du få mod på mere, får du en litteraturliste med hjem, så du kan studere videre derhjemme. Lærer: Kåre Lind.
BLIV DUS MED DIN IPAD / UDSOLGT, men skriv dig gerne på venteliste
Har du erhvervet dig en iPad og kunne du godt bruge lidt tips til at komme i gang? De små tynde tavle-computere kaldet tablets kan stort set det samme som computere, men er meget lettere at have ved hånden og nemme at bruge – når man ved hvordan. På kurset lærer du alle de basale funktioner, så du kan komme godt fra start eller bare lære funktioner, du ikke vidste, fandtes. Du kan fx føre video-samtaler via FaceTime, Messenger og Skype, se tv og film via gratis apps og meget andet – der er en hel verden, der venter på dig bag skærmen. Medbring din egen iPad til kurset. Lærer: Jan Borre.
IKONMALING
Ikonbilledet er en gammel kristen kunstart. At arbejde med ikoner er at gøre sig noget bevidst og sætte form og billede på. Vi tager udgangspunkt i små tekster, som du selv skal producere undervejs. Du skal skrive en bøn for fremtiden og billedliggøre bønnen med et ikonmaleri, hvori der indgår en frelserskikkelse. Det kan være en religiøs figur eller et andet forbillede, fiktivt eller levende. Der vil indgå meditative elementer i arbejdet, som indimellem vil foregå i stilhed for at opnå den reneste form for fordybelse. Lærer: Mikkel Thomas Christensen.
Det sker der også:
Tilbud om morgenmotion alle hverdage kl. 7.30 – 8.00
Mandag d. 16. oktober er der foredrag med Rosa Kildahl kendt fra Bagedysten
Onsdag d. 18. oktober er der en 3 retters festmiddag
Torsdag d. 19. oktober er der en halvdagsudflugt til et spændende sted