Hold 2022-27: Lyt, se og lær klassisk musik, Klog på sprog, Lær 50 nye højskolesange, Broderi, Selvbiografien som litterær genre d. 13/11 – 26/11

DKK 5,200.00DKK 12,800.00

 

Hold 27 er et 2 ugers kursus med valgfag som man følger begge uger

Pris i enkeltværelse 7.200,-

Pris i dobbeltværelse for 2 personer 12.800,-

Pris som dagskursist 5.200,- (du deltager fra kl. 8.00 til 22.30 og overnatter hjemme)

DKK 0.00



Beskrivelse

LYT, SE OG LÆR KLASSISK MUSIK

Vores kurser med klassisk musik er stærkt efterspurgte i de mørke måneder, og derfor gennemfører vi dette kursus både i februar og i november. På kurset bliver du præsenteret for et bredt udvalg af både kendte og mindre kendte værker og komponister fra den klassiske musiks verden. Værkerne bliver alle vist på storskærm, så vi både hører musikken og ser musikerne opføre den. Værkerne er primært fra barokken, wienerklassikken og den romantiske periode. For hvert værk vil komponist, orkester og dirigent blive præsenteret, og der vil være rig lejlighed til at stille spørgsmål undervejs og diskutere værkerne og fremførelsen af dem. Lærer: Simon Vikstrøm.

 

KLOG PÅ SPROG

At kunne tale og skrive er nok den mest særegne egenskab ved os mennesker: Uden sprog ville vi ikke have den plads på planeten, som vi har – på godt og ondt. Med en omskrivning af et kendt citat: Jeg taler, altså er jeg. Kurset dykker ned i mange sider af sproget: Vi ser på sprogets oprindelse, på sproget i hjernen, på sprogslægtskab og sprogfamilier og på det danske sprogs udvikling frem til i dag. Vi tager pulsen på dagens dansk og dets forhold til andre europæiske sprog: Er modersmålet i fare, eller vil dansk bestå? Vi går en række ord efter i sømmene under devisen ”Hvorfor hedder det sådan” og ”Tag ikke det enslydende for pålydende”. Undervejs vil der være mulighed for at stille sprogspørgsmål af enhver art, og vi vil indlede hver dag med at grave i et ord eller udtryk, der er oppe i tiden. Lærer: Ole Lauridsen.

 

LÆR 50 NYE HØJSKOLESANGE

Den nye højskolesangbog, der udkom i november 2020, indeholder 150 nye sange, hvoraf 120 er HELT nye. Og der er virkelig mange gode imellem. Fra dette kursus bliver du bogstavelig talt sendt hjem med mindst 50 nye sange i hovedet. Sangene bliver grundigt indlært over flere dage, og vi diskuterer teksterne og hører om digterne og komponisterne. Som afslapning synger vi ind imellem selvfølgelig også de gode gamle velkendte sange fra bogen. Lærer: Thomas Bjerre.

 

BRODERI

På dette kursus skal vi hylde broderiet! Vi tager udgangspunkt i teknikkerne stramaj og korssting.

Du skal medbringe et print eller foto af dit yndlingsmaleri. På kurset omsætter vi et udsnit af billedet på et mønsterark via en lysplade. Det kan du så brodere på stof til fx en toiletpung eller et brilleetui. Du kommer også til at høre om broderikunst fra hele verdenen og vi får besøg af en gæst fra broderiets verden. Højskolen har lidt materialer til rådighed mod betaling, men medbring gerne nåle, stof, garn og evt. tøj, du vil brodere på. Kurset kræver ingen forudsætninger, andet end at du kan håndtere nål og tråd. Max. 12 deltagere. Lærer: Jannie Lehmann.

 

SELVBIOGRAFIEN SOM LITTERÆR GENRE

På dette litteraturkursus vil vi beskæftige os med en række gode bøger, der samtidig er selvbiografier (af Marcel Proust, Vita Andersen med flere). Til bøgerne vil vi stille spørgsmål som: Hvad betyder barndommen? Barndomsmiljøet? Hvordan udtrykker forfatteren livsaldrenes forskellige sansemåder? Hvad er forholdet mellem den enkeltes liv og den store politiske historie? Hvilken sammenhæng er der mellem livsfortælling og forståelse af identitet? Der vil blive læst op, så man vil kunne gå på kurset uden forberedelse. Hvis man vil læse gode selvbiografier forinden, vil man fra februar 2022 kunne finde en litteraturliste på højskolens hjemmeside. To eftermiddage på kurset laver vi workshops, hvor man vil kunne fortælle eller læse op af egne erindringer og få erindringsopgaver. Lærer: Kåre Lind.

 

Det sker der også:

Højskolens kreative værksted er åben de fleste eftermiddage på hverdage fra kl. 15.30 – 17.00

Onsdag d. 16. november er der festaften med 3-retters festmenu og underholdning

Lørdag d. 19. november er der heldagsudflugt i bus hvor vi spiser frokost på en restaurant og besøger seværdigheder på Sydhavsøerne