Hold 2022-10: Yoga for seniorer, Romantik i den tredje alder, Sydhavsøerne på motorcykel, Ø-hop – til fods d. 22/5 – 28/5

DKK 4,100.00DKK 10,400.00

 

Hold 10 er et 1 uges kursus med valgfag

Pris i enkeltværelse 5.600,-

Pris i dobbeltværelse for 2 personer 10.400,-

Pris som dagskursist 4.100,- (du deltager fra kl. 8.00 til 22.30 og overnatter hjemme)

DKK 0.00



Beskrivelse

YOGA FOR SENIORER

Yoga for seniorer på Marielyst er blevet så populært. Der er også god grund til, at rigtig mange seniorer er begejstrede for at dyrke yoga. For yoga træner både krop og sind. På kurset står den på hatha-yoga. I hatha-yoga forsøger man at få kontrol over det fysiske legeme og åndedrættet ved at praktisere yogaens mange klassiske øvelser, og man forsøger at skabe balance både fysisk og psykisk. Yogaøvelserne giver styrke og smidighed til kroppen, og man er inde at påvirke både muskler, led, organer og bindevæv. I yoga har vi stor opmærksomhed på åndedrættet for at øge oplevelsen af nærvær, i at mærke kroppen og få en oplevelse af tilstedeværelse i nuet. Derfor lærer du at turde trække vejret fuldt og roligt igennem. Ved hjælp af åndedrætsøvelser tilfører vi kroppen ny energi, og det er med til at øge vores modstandskraft og give os en oplevelse af indre ro og balance. Undervisningen er bygget op i faser således, at din krop kan indstille sig på yoga. Efter udførelse af de klassiske øvelser samt fokus på åndedrætsøvelser lukkes kroppen langsomt ned igen med en dejlig afspænding, så øvelserne kan få lov til at forplante sig i krop og sind. Lærer: Lone Friis.

 

ROMANTIK I DEN TREDJE ALDER

Stadig flere seniorer har mod på at indlede et nyt kæresteforhold i deres tredje alder, hvad enten ægtefællen er død, man er blevet skilt eller har været single i mange år. Men det er ofte ikke så let. Hvordan sætter man grænser og beskytter sig selv? Hvordan tackler man, hvis ens nye kærlighed har helt andre forventninger til forholdet end en selv? Og hvordan finder man i det hele taget en ny kæreste? Alt det arbejder vi med på kurset. Vi taler også om, hvad kærligheden til tidligere partnere har betydet, og hvordan man hæger om sine minder, når man indgår i en ny kærlighedsrelation. For optimalt udbytte fordres det, at kursisterne er indstillede på at bidrage med egne erfaringer og ønsker til kærligheden. Det er femte gang, vi holder kurset med overskriften “Romantik i den tredje alder”. Kursusleder er parterapeut Bastian Larsen, der har stor erfaring med at være coach for seniorer.

 

MOTORCYKEL

Der var engang, hvor motorcykler tilhørte ungdommen. Men tiderne skifter, og i dag ser man langt flere seniorer på landets motorcykler end de helt unge. Derfor vil vi gerne invitere dig til at tage din motorcykel med på højskole og opleve glæden ved at køre i flok. Vi skal ud at se Sydhavsøerne fra motorcykelsadlen og høre om øernes historie, geografi og kultur. Vi kører ud hver formiddag til et nyt hjørne af Sydhavsøerne og besøger også mc-klubber, mc-museer og private motorcykelsamlere i området. Lærere: Jens Fogh og Per Pallesen.

 

Ø-HOP – TIL FODS

Kridt skoene og tag med på vandretur på fem af Sydhavsøerne: Lilleø, Askø, Femø, Lolland og Falster. Vi skal opleve de smukke og forskelligartede landskaber, som de fem øer byder på og indsnuse den særlige ø-atmosfære. Undervejs møder vi mennesker, der vil noget med at leve på en lille ø, og får indblik i de specielle vilkår, man som øbo må leve under. Dagsturene er på mellem 10 og 16 kilometer. Medbring rygsæk, regntøj, vandflaske og godt humør. Lærer: Jan Borre.

 

Det sker der også:

Onsdag d. 25. maj er der festaften med 3-retters festmenu og underholdning

Torsdag d. 26. maj er der halvdagsudflugt i bus hvor vi besøger seværdigheder på Sydhavsøerne