Hold 2022-04: Evolution – Humor – Visesang – Hjerteløber – Tekstilsmykker d. 6/3 – 12/3

DKK 3,600.00DKK 9,600.00

 

Hold 4 er et 1 uges kursus med valgfag

Pris i enkeltværelse 5.200,-

Pris i dobbeltværelse for 2 personer 9.600,-

Pris som dagskursist 3.600,- (du deltager fra kl. 8.00 til 22.30 og overnatter hjemme)

DKK 0.00



Beskrivelse

EVOLUTION

Du kender nok historien i grove træk, men har du for alvor forstået, hvordan videnskaben mener livets opståen og udvikling hænger sammen? På dette kursus starter vi helt fra begyndelsen med teorierne om livets opståen og om hvirveldyrenes (bl.a. pattedyrenes) udvikling og bevæger os så frem til menneskets opståen og udvikling – fra australopithecus (eller ”sydabe”) til homo sapiens. For at forstå processen kommer vi også omkring livets byggesten, cellen, samt om DNA (gener) og arveanlæg. Herfra er der en lige linje til nutidens brug af kloning og gensplejsning. Der vil være åbent for diskussion undervejs – diskussioner, som ikke kan undgå at berøre selve meningen med livet. Lærer: Simon Vikstrøm.

 

GÅ TIL HUMOR

Kan man gå til humor som andre går til gymnastik eller italiensk? Ja, det kan du på dette kursus – og det uanset om du har let til grin eller sjældent rører lattermusklerne. Højskolens magister i humor Kåre Lind giver dig en indføring i teorier om humor, fortæller om humor gennem tiderne og prøver gennem hele forløbet at teste deltagernes sans for humor med mange eksempler. For det rigtig interessante ved humor er, at vores sans for humor er så forskellig. Du får en litteraturliste med hjem, så du kan studere videre derhjemme.

 

VISESANG

Viser er bestemt ikke gået af mode – de trives i bedste velgående, og på dette kursus dykker vi ned i samlingen af nyere danske viser. Du får mulighed for både at høre andre synge, selv synge med eller solo fremføre en vise over for holdets øvrige deltagere. For en vise bliver ikke nødvendigvis sunget, men fremført, og man behøver derfor ikke have en stor stemme for at kunne gøre sig som visesanger – det vigtigste er at fremføre visen med sjæl og nerve. Du er også velkommen til at medbringe egne tekster (og evt. instrument), som vi kan arbejde med. Lærer: Jan Borre.

 

HJERTELØBER

Her er kurset for dig, der i bogstavelig forstand vil gøre en forskel. At være hjerteløber redder liv – og kræver ikke, at du kan løbe 800 meter på tid. Det kræver først og fremmest, at du kan smide, hvad du har i hænderne, når alarmen lyder, og bevæge dig afsted i bil eller på cykel og bringe en hjertestarter frem til den nødlidende. På kurset lærer du at yde kvalificeret førstehjælp til en person med hjertestop: Hjertemassage, kunstigt åndedræt og brug af hjertestarter. Du får rutinerne repeteret grundigt, så de sidder på rygraden. Forløbet i en alarm bliver også trænet grundigt. Desuden får de deltagere, der ønsker det, hjælp til  at tilmelde sig hjerteløberordningen. Lærer: Thomas Bjerre.

 

TEKSTILE SMYKKER

At fremstille tekstile smykker er en festlig leg med materialer, farver og garner. På kurset lærer du forskellige måder at fremstille snore, perler og blomster på. Der bliver arbejdet i strik og hækling, med forskellige forslag til montering og anvendelse. Hvis man ikke lige er til smykker, vil mange af ideerne kunne omsættes til dekoration af fx strikkede trøjer, sjaler eller tasker. Medbring gerne dine egne garner, samt strømpepinde, hæklenåle og broderinåle uden spids og i forskellige tykkelser. Blandede perler, knapper eller låse vil også være godt. Det er også muligt at købe materialer på selve kurset. Bogen af kursets lærer ”Tekstile smykker” vil kunne købes til en helt særlig kursuspris. Lærer: Lisbeth Tolstrup.

 

Det sker der også:

Onsdag d. 9. marts er der festaften med 3-retters festmenu og underholdning

Torsdag d. 10. marts er der halvdagsudflugt i bus hvor vi besøger seværdigheder på Sydhavsøerne

Torsdag d. 10. marts er der om aftenen musikalsk foredrag med musikeren Steen Svanholm om humor