Hold 2021-07: Klimatosset – Få gang i skriveriet – Store videnskabsfolk – Bliv dus med din iPad – Tekstil genbrug d. 18/4 – 1/5

DKK 5,000.00DKK 12,400.00

 

Hold 7 er et 2 ugers kursus med valgfag som man følger begge uger

Pris i enkeltværelse 7.000,-

Pris i dobbeltværelse for 2 personer 12.400,-

Pris som dagskursist 5.000,- (du deltager fra kl. 8.00 til 22.30 og overnatter hjemme)

På dette kursus kan du få rabat på 800,- hvis du er medlem af højskolens skolekreds. Der afholdes generalforsamling søndag d. 25. april.

DKK 0.00



Beskrivelse

Hold 7 er et 2 ugers kursus med valgfag som man følger begge uger

KLIMATOSSET

Er du også bekymret for klimaforandringerne, og ønsker du at kunne gennemskue debatten og give dit bidrag til en klode med et lavere CO2-udslip? Så er dette kursus for dig. Du vil på kurset få en konkret forståelse af klimaets krisetilstand og de bagvedliggende tekniske og fysiske omstændigheder. Vi skal gennem oplæg, diskussioner, workshops og arbejde på skolens kreative værksted nå frem til klimahandlinger, som du selv kan foretage i dit liv, alene eller sammen med andre. Kurset introducerer en række bæredygtige ideer til en klimavenlig levevis, bl.a. nye spisevaner, øget genbrug og reparationer frem for ”brug og smid væk”, woofing som et bæredygtigt alternativ til charterrejsen og GroSelv som inspiration til et bæredygtigt fællesskab. Til slut runder vi kurset af med en visionsworkshop, hvor vi producerer en stribe plakater om, hvad vi seniorer især kan bidrage med for at stoppe opvarmningen af kloden. Lærere: Thomas Bjerre og Mikkel Thomas Christensen.

 

PROSA: FÅ GANG I SKRIVERIET

Har du lyst til at nedskrive dine erindringer til glæde for dig selv og dine efterkommere? Eller måske til at skrive en roman? Flere og flere oplever glæden, når ordene flyder, og ideer eller erindringer står lyslevende på papir. På dette kursus får du hjælp til at flytte tankerne fra hovedet til ord på papiret og til at gøre ordene på papiret levende. Du får også værktøjer til at finde erindringerne frem fra glemslen. Skrivekurset har max. 12 deltagere. I 2020 udgav holdets lærer en bog med alle sine gode råd til at få gang i skriveriet. Bogen hedder – som kurset – ”Få gang i skriveriet” og kan bestilles i enhver boghandel og netboghandel. Lærer: Hans Chr. Andersen.

 

STORE VIDENSKABSFOLK

Ørsted, Einstein, Curie, Newton, Linné, Krogh, Maxwell, Brahe, Kopernikus, Dalton, Steensen. Hvad er det nu, de hedder til fornavn, og hvorfor er det nu, de er så berømte? Svaret får du på dette kursus. Lærer er Simon Vikstrøm, der har gravet i videnskabsfolkenes liv og levned og fortæller om deres bidrag til nutidens samfund – og også de sjove og spændende historier bag berømthederne.

 

BLIV DUS MED DIN iPAD

En iPad er Apples bud på en tablet, de små tynde tavle-computere, som har vundet stor udbredelse de sidste 5 år. De kan det samme som større computere og er tit nemmere at komme i gang med end computere. Der er mange forskellige tablets på markedet, men på dette kursus arbejder vi med iPad – og lærer fra bunden, hvordan man bruger den til både stort og småt. En iPad er også velegnet til at føre video-samtaler på – det erfarede mange, da Danmark lukkede ned i marts 2020 for at bekæmpe corona-smitten. På kurset lærer du, hvordan du kan video-chatte med programmerne FaceTime, Messenger og Skype. Medbring din egen iPad til kurset. Max. 12 deltagere. Lærer: Jan Borre.

 

TEKSTIL-GENBRUG

Skab nye ting af dine gamle pjalter. Find dit lager af aflagt tøj, klude, tørklæder, viskestykker, gardiner og stofrester frem – så river vi det hele i strimler og giver det nyt liv på dette nyskabende kursus. Med den nye og enkle håndarbejdsteknik, locker hooking, og med klassiske strikke- og hækleteknikker genbruger vi strimlerne og skaber alt fra nye tasker, bordskånere og tæpper til kurve, pudebetræk og vægdekorationer. Kom selv med idéer! På dette kursus får du for alvor afløb for din skabertrang, og du vil nyde at se dit gamle tøj og klude komme til live igen. Lærer: Anne Green.

 

På dette kursus kan du få rabat på 800,- hvis du er medlem af højskolens skolekreds. Der afholdes generalforsamling søndag d. 25. april.

 

Det sker der også:

Onsdag d. 21. april er der festaften med 3-retters festmenu og underholdning

Lørdag d. 24. april er der heldagsudflugt i bus hvor vi spiser frokost på en restaurant og besøger seværdigheder på Sydhavsøerne