Hold 2020-24: Dansk politik lige nu – Spil med: Rytmisk musik – Dansk for indfødte – Det legende malekursus d. 25/10 – 7/11

DKK 3,000.00DKK 11,600.00

 

Hold 24 er et 2 ugers kursus med valgfag om formiddagen

Pris i enkeltværelse 6.600,- kr.

Pris i dobbeltværelse for 2 personer 11.600,- kr.

Pris som dagkursist 3.000,- kr. (du deltager kl. 8.00 til 17.15 og overnatter hjemme)

DKK 0.00



Beskrivelse

2 ugers kursus med valgfag om formiddagen

DANSK POLITIK LIGE NU
”Dansk politik lige nu” er et nyt kursus på højskolen, som vi afholdt første gang i 2019 og som vi afvikler to gange i 2020.
På begge kurser dykker vi ned i den aktuelle politiske dagsorden i selskab med en række både nuværende og tidligere politikere, som kommer på besøg hver for sig og i dialog med kursuslederen og deltagerne får god lejlighed til at fortælle om og diskutere deres politiske manøvrer, krumspring og kovendinger på Christiansborg. Lærer er Christian Schou.

SPIL MED: RYTMISK MUSIK
Behersker du et instrument, men savner nogle at spille sammen med? Så har du chancen på vores rytmiske sammenspilskursus, hvor du skal møde op sammen med dit instrument.
Vi spiller rytmisk musik med udgangspunkt i de sidste årtiers populærmusik og kommer rundt i de mest kendte stilarter: Blues, rock og pop. Er der stemning for det på holdet, arbejder vi os frem mod at give koncert sidste fredag på kurset. Oplys om dit instrument ved tilmelding. Lærer er Jan Borre.

DANSK FOR INDFØDTE
Hvilke elementer indgår der i vores modersmål, hvordan forholder det sig til andre sprog, hvordan ser dets historie ud, og hvordan vil det udvikle sig? Spændende og vigtige spørgsmål for enhver dansker! På kurset vil vi først se på det danske sprogs historie. Så går vi over til den danske grammatik uden at fortabe os i detaljer: Vi skal se på bøjning, sætningsbygning og på de lyde, der indgår i dansk og også på forholdet mellem skriftsprog og talesprog. Vi ser også på forskellen mellem rigsmål og dialekter, og vi skal diskutere, om vi har virkelige dialekter i dag. Så vender vi blikket mod dansk og andre sprog: Hvad har vi importeret af ord fra andre sprog, og hvad har vi eksporteret ikke mindst til engelsk, da vikingerne huserede på de britiske øer. Vi slutter af med at se på, hvor dansk går hen, og hvordan dansk står i dag i en europæisk og international sammenhæng. Der vil hele tiden være mulighed for at stille spørgsmål af enhver art om sprog, og der er ingen krav om forkundskaber, andet end nysgerrighed og opdagelseslyst. Lærer er Ole Lauridsen.

DET LEGENDE MALEKURSUS
På dette hold vil vi rigtigt lege med materialer og farver. Vi vil male med akryl, akvarel, pastel, kul med mere – men vi vil også male med kaffe, med sand i farven og alt, hvad vi kan finde på (højskolen har materialerne). Vi vil male fantasibilleder og ekspressive billeder. Vi vil lade os inspirere af maleteknikker andre steder i verden, og vi vil kigge på fantasifulde kunstnere i kunsthistorien. Vi vil blande maleteknikker – og derved vil du også lære om, hvad materialerne kan. Et malehold for alle ”tossehoveder” med fantasi og lyst til at male. Du kan medbringe egne materialer og kun kan også købe det af underviseren. Lærer er Kåre Lind.

Højskolens værksted er åben for alle om eftermiddagen undt. onsdage, lørdag og søndag.

Her kan du læse om, hvad højskoledagen ellers byder på, klik HER