Hold 2020-19: Evergreens – I naturens fodspor – Europæisk idehistorie – Drama, vi spiller teater – Cykelhold d. 30/8 – 12/9

DKK 3,000.00DKK 11,600.00

 

Hold 19 er et 2 ugers kursus med valgfag om formiddagen

Kurset er udsolgt – du kan evt. komme på venteliste, hvis der skulle komme et afbud.

Pris i enkeltværelse 6.600,- kr.

Pris i dobbeltværelse for 2 personer 11.600,- kr.

Pris som dagkursist 3.000,- kr. (du deltager kl. 8.00 til 17.15 og overnatter hjemme)

DKK 0.00



Beskrivelse

2 ugers kursus med valgfag om formiddagen som man følger begge uger

EVERGREENS
En evergreen [ˈεvʌˌgɹiːn] er ifølge ordbogen en ældre jazz- eller popmelodi, der bliver ved med at være populær længe efter, at den blev komponeret.
På dette kursus skal vi høre rigtig meget populærmusik!
De fleste af de melodier, vi kalder evergreens, stammer fra ”Den store amerikanske sangbog”, dvs. melodier og sange, der tit kommer fra film og musicals, og som er blevet en del af jazzens såkaldte standardrepertoire. Vi skal høre sangene og melodierne og historierne bag dem, og vi skal høre om nogle af de kunstnere, som var med til at gøre sangene populære. Kursister er meget velkomne til at komme med forslag til sange. Popprofessor er Peter Søvad.

I NATURENS FODSPOR
På kurset vandrer vi ad forskellige ruter i de smukkeste omgivelser på Sydhavsøerne Lolland, Falster og Møn. Dagsetaperne er på 10-12 km i et let terræn og for det meste ad gode stier og veje, i både skov og åbent terræn. Undervejs vil turleder Simon Vikstrøm fortælle om kultur og natur på den strækning, vi tilbagelægger. Vi medbringer madpakke på de fleste af turene, som smøres af os selv om morgenen. Medbring rygsæk, regntøj, vandflaske og godt humør.

EUROPÆISK IDEHISTORIE
Du kender frasen: ”Allerede de gamle grækere sagde…” Vi tager vi på en rejse gennem Europas kulturhistorie. Vi ser filmen Sofies verden. Vi hører om Sokrates, menneskerettigheder, folkelighed, socialisme, liberalisme, konservatisme… Om personer og ideer, hvoraf mange stadig præger vores verden. Lærer er Kåre Lind.

DRAMA – VI SPILLER TEATER
Har du en skuespiller gemt i dig? Eller er du allerede en erfaren amatørskuespiller, der elsker at lave teater? Så har du chancen her. Sammen med Gitte Tinggaard (sanger, musiker, amatørskulespiller) og Nikolaj D. Larsen (skuespiller) bliver du præsenteret for scenekunstens genrer. Du kommer til at arbejde med:
Improvisation og teatersport: Improteater er en spontan og kreativ scenekunst, hvor skuespilleren improviserer historier, situationer og stemninger. Teatersport favner discipliner, der ligner tv-programmet ”Så hatten passer”. En morsom og udfordrende teaterform.
Erindringsteater: Fortæl en historie fra dit liv og lad andre spille dit livs rolle. En følsom og tankevækkende genre, som vækker minder.
Karakterarbejde: Vi skal lære at spille karakterer. Vi laver øvelser, hvor vi går i dybden med forskellige karaktertræk og raffinerer dem med bevægelser, toner, baggrund og psyke.
Afslutningsvis opfører vi en kort forestilling for kursisterne på højskolen. For at du skal føle dig tilpas på dette kursus, anbefaler vi, at du er fysisk rørig, har mod på at komme i tæt kontakt med dine medspillere og ikke mindst har lyst til at optræde for et publikum. Det er en fordel, hvis du har erfaring med amatørteater, men det er bestemt ikke et krav.

CYKELHOLD
Med Jan Borre i den gule førertrøje cykler vi igen i år rundt på Sydhavsøerne og suger til os af de spændende natur- og kulturseværdigheder, vi møder på vores vej. En del af turene vil foregå på Møn og vi lader cyklerne overnatte på dagens slutdestination, mens vi selv bliver fragtet til og fra højskolen i bus. Turene bliver oftest på mellem 40 og 60 km’s længde, og vi tager madpakke med de fleste af dagene (smøres af os selv om morgenen). Medbring cykel og udstyr samt godt humør. Hvis du kører med med vores bus til skolen fra København, er det muligt at få cyklen med i bussen – noter det venligst i bemærkningsfeltet, når du tilmelder dig.

Det sker der også:

Højskolens værksted er åben for alle om eftermiddagen undt. onsdage, lørdag og søndag.

Onsdag d. 2. september er der festaften med en 3 retters festmenu.

Lørdag d. 5. september er der heldagsudflugt med bus, hvor vi spiser frokost på en restaurant og besøger seværdigheder på Sydhavsøerne.

Mandag d. 7. september gæster fotografen Henrik Hildebrandt højskolen med foredraget “Set gennem linsen: Kongehuset, præsidenter og paven”, hvor han fortæller om sine mange oplevelser som fotograf og deler ud af sine erfaringer om, hvad der skal til for at fange det helt rigtige billede til ofte hektiske begivenheder. Inden foredraget afvikles højskolens Folkekøkken, hvor et begrænset antal gæster udefra spiser med.

Her kan du læse om, hvad højskoledagen ellers byder på, klik HER