Hold 2020-18: Mad på Marielyst – Kor for ikke-sangere – Hjernetræning – Yoga for seniorer – Motorcykelkursus d. 23/8 – 29/8

DKK 2,000.00DKK 9,600.00

 

1 uges kursus med valgfag om formiddagen

Pris i enkeltværelse 5.200,- kr.

Pris 2 personer i dobbeltværelse 9.600,-

Pris som dagskursist 2.000,- kr. (kl. 8.00 til 17.15 og du overnatter hjemme)

OBS: Yoga og motorcykelkursus er nu udsolgt. Der er få pladser til hjernetræning tilbage. Der er venteliste til enkeltværelser. 

DKK 0.00



Beskrivelse

1 uges kursus med valgfag om formiddagen

MAD PÅ MARIELYST
En hel uge, hvor det hele handler om mad. På alle mulige måder. På kurset skal vi spise ekstra godt. Både morgen, middag og aften. Vi skal prøve nye råvarer og opskrifter. Vi skal have vine og øl til maden, der matcher dagens menu (ikke inkluderet i prisen). Men vi skal ikke kun nyde god mad. Vi skal også rundt på Sydhavsøerne og besøge nogle af de mange innovative og kreative fødevareproducenter, som øerne blomstrer med netop i disse år. Og så skal vi tale om mad og blive klogere på mad og diskutere mad: Er der en modsætning mellem velsmag og sundhed? Hvordan holder man den slanke linje uden at blive kostforagter? Hvilken vej går madudviklingen i disse år? Vi skal også se på mad i billedkunst, litteratur og musik. Kursusleder er højskolens køkkenchef, Jesper Ravn.

KOR – FOR IKKE-SANGERE
Dette kursus blev afholdt første gang i 2019 – med STOR succes!
At få at vide, at man er ”dårlig” til at synge, kan være decideret ødelæggende for selvværdet, og det skal man selvfølgelig ikke finde sig i!
Her kan alle være med – også de, der egentlig ikke tør. Vi synger 1- og 2-stemmige satser. Fortrinsvis på dansk, men enkelte ting på andre sprog (fx engelsk) kan snige sig ind.
Kom og oplev glæden ved at synge sammen med andre. Især hvis du går og tror, at du ikke kan! Instruktør og pianør er Peter Søvad

HJERNETRÆNING – HOLD HJERNEN FRISK (Få pladser)
Hjernen er ikke en muskel, men den skal trænes ligesom musklerne. Ny forskning viser, at man kan danne nye hjerneceller hele livet, og at man kan danne nye kredsløb mellem hjernecellerne. Og ny forskning viser også, at man kan forsinke udviklingen af demens, hvis man holder hjernen i gang med intellektuelle sysler som at læse og løse sudoku og krydsogtværs. Det får samspillet mellem nerverne i hjernen til at fungere mere effektivt.
På dette kursus arbejder vi målrettet med at stimulere din hjerne med øvelser, der tager sigte på at aktivere så mange hjerneceller som muligt. Men vi nøjes ikke med de stillesiddende sysler. Motion er også vigtig, når det gælder om at stimulere hjernen – for motion har en direkte effekt i forhold til at øge ens stresstærskel, styrke kreativiteten og forbedre hukommelsen. Så på dette kursus får du både rørt hjernen og kroppen. Lærer er Pernille Fenger.

YOGA FOR SENIORER – UDSOLGT
Der er god grund til, at rigtig mange seniorer er blevet begejstrede for at dyrke yoga. For yoga træner både krop og sind. Yoga påvirker muskler, led, organer og kirtler og giver smidighed, styrke og kropsbevidsthed. Og som bonus får man øget koncentration, ro og mentalt overskud.
På yoga-kurset bliver du ført ind i yogaens verden med skyldig hensyntagen til dine fysiske begrænsninger. Alle yogatimer afsluttes med dybdemeditation, hvor hjernen og kroppen slapper helt af og giver hvile på en måde, som søvnen sjældent gør. Sanserne skærpes, og du føler dig meget veloplagt, glad og bevægelig bagefter – klar til at møde dagens udfordringer. Lærer er Barbara Hage.

SYDHAVSØERNE RUNDT PÅ MOTORCYKEL – UDSOLGT
Der var engang, hvor motorcykler tilhørte ungdommen. Men tiderne skifter, og i dag ser man langt flere seniorer på landets motorcykler end de helt unge. Derfor vil vi gerne invitere dig til at tage din motorcykel med på højskole og opleve glæden ved at køre i flok. Vi skal ud og se Sydhavsøerne fra motorcykelsadlen og høre om øernes historie, geografi og kultur. Vi kører ud hver formiddag til et nyt hjørne af Sydhavsøerne og besøger også mc-klubber, mc-museer og private motorcykelsamlere i området. Mellem køreturene taler vi hjemme på højskolen om teknik og vedligeholdelse af motorcyklen. Lærer er Jens Fogh. Max: 12 deltagere.

Højskolens værksted er lukket på dette hold.

Her kan du læse om, hvad højskoledagen ellers byder på, klik HER