Der er godt gang i billetsalget til Seniorfestivalen. Køber du billet inden årsskiftet, får du 20 procent i rabat på 2-dages billetten og det er der mange, der har benyttet sig af.
På denne årstid skal man som regel kigge langt efter solens stråler. Selvom sommeren føles virkelig langt væk, er der mange, der alligevel har tankerne på sol, sommer – og festival! Her på højskolen glæder vi os over interessen for vores helt store satsning, Seniorfestivalen. Der er allerede solgt en del billetter til festivalen, selvom der er mere end et halvt år til, at den løber af stablen i vores skønne park. At billetsalget allerede er i gang på dette tidspunkt, er da også et helt nyt tiltag.
I vinters oprettede forstanderparret Christian Schou og Jannie Lehmann en ny kommunikations- og koordinatorstilling, som blev besat af Mette Rygaard Poulsen. En af hendes fornemste opgave er netop at koordinere festivalen og samle trådene på de mange opgaver, en festival fører med sig.
Ressourcerne til at komme tidligere i gang
Udvidelsen med en festivalkoordinator har resulteret i, at vi på højskolen nu har ressourcerne til at komme meget tidligere i gang med planlægningen. Billetsalget startede derfor allerede 1. oktober med en klækkelig såkaldt early bird rabat på 2-dages billetter med en besparelse på 20 procent. Her præsenterede vi samtidig seks navne på bands og artister, man kan opleve til festivalen den 26. og 27. juli i 2023. Listen over artister talte fra billetsalgets start Michael Carøe & Guldholdet, Tamra Rosanes Duo, Ester Brohus & Knud Møller, Gry, Dissing, Las & Cross Band samt Tom Nagel Rasmussen.
Klar med flere navne
Siden oktober er der dog kommet endnu flere navne til og du kan således også glæde sig til at opleve:
- Søs Fenger
- Torben Lendager & The Roosters
- BluesKartellet
- Mikkel Nordsø & Ole Theill
- Eddie Skoller
- Trilleband
- Sagild & Rowedder
- Øernes Bluesband
Skuespillerinde og prominent kok blandt de optrædende
Også skuespiller Anne Marie Helger og kok Erwin Lauterback lægger vejen forbi festivalen til en snak om hver deres spændende karriereveje.
Sidste chance for rabat er 31. december
Vil du nå at sikre dig din billet til nedsat pris, er det ved at være sidste udkald. Sidste frist for rabatpris på festivalbilletter med 20 procent i rabat på 2-dages billetten er 31. december. Fra 1. januar koster en 2-dages billet 740 kr. + gebyr. Du kan følge med i programlægningen og købe din billet på vores hjemmeside.
Læs mere om festivalen og køb billet
Om Seniorfestivalen
Seniorfestivalen fandt første gang sted i 2019 med et spækket program fra morgen til sen aften og knapt 3.000 besøgende. Grundet Corona blev festivalen aflyst i 2020 og 2021, men vendte stærkt tilbage i sommers med masser af glade festivalgæster og et stærkt festivalprogram. Grobunden for Seniorfestivalen er at skabe en festival målrettet de livsglade seniorer, der gerne vil stemningen, musikken og de andre spændende og relevante indslag primært leveret af friske seniorer på festivalgængernes egen alder.
Seniorfestivalen 2023 er arrangeret i samarbejde med Danske Seniorer og Faglige Seniorer, som er medarrangører på festivalen.