Som alle andre højskoler i Danmark blev vi også lukket af myndighederne i midten af december 2021 for at få styr på den galopperende fjerde bølge af corona-smitten i Danmark.
Og heldigvis har nedlukningen af os og mange andre virksomheder og institutioner set ud til at have effekt. Myndighederne har i hvert fald givet os lov at åbne igen fra midt i januar.
Januar er imidlertid altid en måned vi har lukket i, så for os betyder tilladelsen til igen at holde højskole, at vi slår dørene søndag den 30. januar til vores første hold i 2022, helt som planlagt.
Men da corona-pandemien endnu ikke er helt afblæst, tager vi følgende forholdsregler for at beskytte os alle mod smitte:
- Der er kun adgang til skolen for personer, der har et gyldigt coronapas (dsv. er vaccineret, immun pga. smitte eller frisk-testet negativ).
- Har du ikke fået det tredje stik endnu, bliver du 2 gange om ugen testet med selvpodning her på højskolen.
- Hvis du i dagene op til kursusstart har symptomer på smitte, bør du lade dig teste før du begiver sig afsted til højskolen. Er din test positiv, skal du blive hjemme og må søge dit ophold refunderet af din rejseforsikring.
- Du skal under dit ophold på højskolen gøre dit bedste for at holde fornuftig afstand til andre og du skal hjælpe os med at holde en høj hygiejne ved at være flittig med håndvask/afspritning af hænder ved hvert lokaleskift og huske at hoste i ærmet.
- Alle måltider bliver portionsanrettet – der er altså ikke tag-selv-buffet, kun til morgenmaden.
Vi kender endnu ikke de præcise retningslinjer for, hvordan vi må holde højskole. Ovenstående er altså vores egne forholdsregler, men det kan sagtens tænkes, at myndighederne pålægger os yderligere forholdsregler og så følger vi naturligvis dem.
Udsendelse af de konkrete programmer dag-for-dag for de første 3 hold i 2022 bliver en smule forsinket pga. nedlukningen og usikkerheden indtil nu om, hvornår vi kunne få lov at åbne.