Vi er så glade for at kunne meddele, at vi åbner Højskolen Marielyst igen søndag d. 5. juli. Og vi lægger ud med et 2 ugers Sommerhøjskole-ophold, hvor der pt. er over 70 kursister tilmeldt.

Højskolernes åbning er med i den såkaldte 3. fase af åbninger. Men i samråd med de 2 andre seniorhøjskoler i Danmark – Nørre Nissum og Rude Strand – er vi meget enige om at åbne vores højskoler i begyndelsen af juli.

Til juli håber vi at coronaen er blæst så meget over, så det er helt trygt at byde landets seniorer indenfor til inspirerende samvær på kryds og tværs. Dét der karakterisere et ægte højskoleophold.

Men åbningen d. 5. juli betyder desværre også, at vi i dag må meddele de over 100 kursister, der skulle have været på en uges Strejftog på Sydhavsøerne i juni (hold 12) og på Sommerhøjskole i 2 uger i juni/juli (hold 13), at kurserne desværre ikke bliver til noget. Vi er i gang med at kontakte alle disse kursister – og man kan vælge at få kursusbetalingen tilbage eller lade pengene stå til et højskolekursus i år eller næste år.

Når vi åbner skal I regne med lidt ændrede “spilleregler” på højskolen. Det kan ex. være at vi ikke åbner fællestoiletterne på højskolen, men I kun kan benytte jeres eget på værelserne. Vi vil også ændre måden vi serverer mad og forfriskninger på, så det ikke bliver højskolens traditionelle og store buffeter. Ca. 2 uger før I ankommer vil I modtage det detaljerede kursusprogram dag-til-dag og i det tilhørende brev, vil der stå lidt om de ændrede “spilleregler”.

I lukkeperioden har vi fået en del afbud, men også tilmeldinger til kurser i løbet af efteråret. I skrivende stund kommer der mange tilmeldinger og kursuskalenderne melder pt. alt udsolgt frem til d. 29. august. Men fra september til november er der gode muligheder for at komme på højskolen – den helt aktuelle kursuskalender er på vores hjemmeside.

Højskolen fungerer også som kulturhus for lokalområdet og planen er, at vi først åbner højskolens koncerthus for koncerter og foredrag pr. 1. september. Dog afvikler vi koncerten med Caroline Henderson d. 25. juni i samarbejde med foreningen Jazz på tværs, for der vil være god plads inden kursisterne tjekker ind på højskolen søndag d. 5. juli. Koncerten vil foregå udendørs i parken, hvis vejret er til det – ellers i koncerthuset. Den helt aktuelle arrangementskalender er på højskolens hjemmeside.

OBS: Hen over efteråret opretter vi lidt ekstra kurser, se opdateret kursusoversigt HER