Få gang i skriveriet

Et af de meget populære kurser på højskolen er “Få gang i skriveriet” med Hans Chr. Andersen som lærer. Kurset har været på programmet i flere år og hjulpet mange godt i gang med fx at nedskrive deres livshistorie eller forsøge sig som digter med både poesi og prosa.

I år afvikler vi tre skrivekurser.

Det første blev afviklet i februar, og da vi her kunne konstatere, at det næste planlagte kursus til november allerede var udsolgt, har vi oprettet et ekstra og tredje kursus. Det afvikles fra 6. til 19. oktober, og står altså ikke i årets trykte katalog. Men indholdet og forløbet er det samme som på årets to øvrige kurser.

Det er nok en trend i tiden, at mange gerne vil i gang med at skrive om deres liv og oplevelser. Rigtig mange af skrivekursisterne vil gerne fortælle deres personlige historie til børn og børnebørn, men der er også en del, som kaster sig ud i at skrive både fiktion og poesi. Faktisk har vi på skolens bibliotek indrettet en speciel hylde reserveret for kursisternes bøger. Det er nemlig efterhånden blevet overkommeligt at udgive sin egen bog, – måske blot i nogle ganske få eksemplarer til den nærmeste familie.

Kurset tager fat der, hvor skriveprocessen begynder, nemlig med at få det, der skal stå på skærmen eller papiret, til at ligne tankerne. En anden vigtig del er forløbet er, hvordan man gør teksten spændende og oplevelsesrig for læseren. Forløbet bliver bygget op over kursisternes egne tekster i et progressivt forløb, så hver især kommer godt i gang med sit skriveprojekt.

Hvis du vil høre tidligere kursister fortælle om deres udbytte af kurset og høre brudstykker af deres skriverier, bør du lytte til højskolens podcast, Seniorliv.  Klik her for podcast’en.

Der er plads til maksimalt 12 deltagere. Deltagelse koster 5800 kr. pr. person på dobbeltværelse og 6600 kr. på enkeltværelse.

Holdet til november er – som tidligere skrevet – udsolgt, men der er ledige pladser på det ekstra skrivehold.

Klik her, hvis du vil på skrivekursus fra 6.-19. oktober

 

 

Kontakt

Højskolen Marielyst

Bøtøvej 2

4873 Væggerløse

Cvr.Nr.26139058

Telefon: 54 13 63 61

Kontortid: 10:00 – 12:00

og 13:00 – 15:00, dog kun

14:00 om fredagen.